Positive vinde blæser ind over flere markeder, melder Jyske Markets.

- Ny udvikling i handelskrigen mellem USA og Kina sender her fra ugens start positive vinde ind over flere markeder. Flere medier kunne henover weekenden berette, at en handelsaftale mellem de to mastodonter synes tættere på end ventet. Udsigten til en løsning har indtil videre især kastet solide stigninger af sig på de asiatiske aktiemarkeder. Håbet er, at en aftale vil indebære en hurtig fjernelse af amerikansk told for op i mod 200 mia. USD, såfremt Kina kan opfylde betingelserne, som bl.a. omfatter kinesisk opkøb af amerikanske varer, herunder store partier landbrugsprodukter. I et tweet fredag beder Donald Trump i øvrigt Kina om hurtigt at fjerne samtlige tariffer på amerikanske landbrugsprodukter. Et ønske han baserer på det faktum, at der er godt skred i forhandlingerne, skriver Jyske Markets.