Hvis næringsstoffer fra landbrugets marker ikke i årtier var sivet ud i havet, ville der stadig være iltsvind i danske farvande, når sommeren er som i år. Men slet ikke i samme grad, lyder det fra flere forskere i Ingeniøren.

- Vi havde haft små lommer af iltsvind hist og her, men ikke de massive udbredelser vi nu ser landet over, lyder det fra lektor og biolog Mogens Flindt fra Syddansk Universitet til Ingeniøren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den samme melding kommer i mediet fra professor Jacob Carstensen fra Aarhus Universitet.

- Det er svært at vurdere, præcis hvordan havet ville arter sig uden landbrugets tilførsel af næringsstoffer, men tilførslen har utvivlsomt øget potentialet for, at algerne kan vokse. Uden den tilførsel ville vi kun se små områder med iltsvind i steder der er naturligt sårbare som Mariager Fjord og Limfjorden. Varigheden og udbredelsen af iltsvindet ville helt sikkert være mindre, end vi ser i dag, siger han.

Situationen i de danske farvande pt. er, at kraftigt iltsvind er registreret i dele af Limfjorden, Mariager Fjord, Skive Fjord samt Det Sydfynske Øhav og Lillebælt, skriver mediet.