Landmænd spørger nu om hjælp til foder i et af landets største naturreservater ved Limfjorden. Det skriver DR Midtvest.

Det 60 kvadratkilometer store reservat Vejlerne har landets største enge, og græsset er stadig grønt. Driftsleder Niels Lisborg får lige nu mange henvendelser fra landmænd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi får henvendelser fra hele det nordlige Jylland fra landmænd, som spørger, om vi kan hjælpe dem med grovfoder i form af græs ude fra reservatet. Og vi kan fornemme, at der ofte er desperation i stemmen, siger han til mediet.

Men reservatet Vejlerne kan desværre ikke hjælpe de tørkeramte landmænd. Mængden af græssende dyr i reservatet er øget kraftigt de senere år af hensyn til naturplejen. Med 1.500 græssende kreaturer på Vejlerne er der ikke foder i overskud i år.