Abonnementsartikel

En stor donation på 3,9 millioner kroner fra Fruervadgårds Mindelegat har gjort det muligt for Dalum Landbrugsskole at indfri drømmen om at opføre en helt ny tilbygning.

- Vi skal leve af vores evne til at tænke kreativt og få nye, gode ideer. Derfor er vi enormt glade og dybt taknemmelige over at have fået denne mulighed for at sætte endnu mere fokus på undervisningen i innovation. Evnen til at bruge sin landbrugsfaglige viden på nye spændende måder er afgørende for fremtidens landmænd, og for at kickstarte elevernes kreativitet opfører vi nu et helt nyt innovationshus, siger forstander for Dalum Landbrugsskole, Jens Munk Kruse.

Projektet er støttet af Fruervadgårds Mindelegat, som med en stor donation på 3,9 millioner kroner gjorde byggeriet muligt.

Styrker uddannelsen

- Det er et rigtigt godt projekt, og vi er glade for, at vi sammen med Dalum Landbrugsskole kan være med til at styrke unge landmænds uddannelse. Dalum Landbrugsskole er én af landets største og mest attraktive landbrugsskoler, som mindelegatet på denne måde kan være med til at gøre endnu bedre, siger formand for bestyrelsen i Fruervadgårds Mindelegat, Birgitte Schack.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Det store, lyse innovationshus består af to åbne etager, som er forbundet af en amfiscene, hvorfra eleverne har udsigt til både panoramavinduer og storskærm. Rummet er proppet med moderne IT-udstyr, og fra egne computere kan eleverne via netværket bidrage med ideer og løsninger til et fælles projekt på storskærmen, eller de kan snuppe en af de flytbare elektroniske tavler, trække et par skrivebare foldevægge ud og skabe deres egne små innovationsrum, hvor de kan arbejde sammen i mindre grupper. Alle gode ideer ligger gemt i skyen og kan selvfølgelig med ganske få klik sendes hjem til klasseværelset, hvor man kan arbejde videre.

- Når man står i et almindeligt undervisningslokale foregår undervisningen meget i én retning. Nu kan vi gruppere os anderledes. Vi har fået et lokale, som lægger op til dialog, kreativitet og innovation - og innovation er drivkraften for produktion, siger forstander Jens Munk Kruse.

Tanken er, at eleverne skal ud af de sædvanlige klasseværelser og undervisningssituationer for at bryde med gamle vaner og tankemønstre.

- Der er et enormt behov for at tænke nyt, og det skal vi lære vores elever, siger Jens Munk Kruse og håber, at skolen med det nye innovationshus får et rum, som alle underviserne kommer til at elske at tage eleverne med ned i.

Fruervadgårds Mindelegat er stiftet i 1984 og yder økonomisk støtte til unge landmænds uddan-nelse, herunder studielegater, tilskud til rejser med videre.