I de landbrugsfaglige medier har der de senere uger været en betydelig debat omkring det rimelige eller retfærdige i, at Landbrug & Fødevarer ifølge deres vedtægter er en interesseorganisation, der varetager såvel landmændenes interesser som landbrugets andelsselskabers interesser. Denne artikel har fokus på forholdet mellem den enkelte tidligere landmand og det eller de andelsselskab(er), som landmanden har samhandel med, eller rettere før landmandens økonomiske sammenbrud havde samhandel med.

Artiklens tema er særligt de skattemæssige udfordringer, der opstår i kølvandet på, at nødlidende landmænd må fravige bedriften og efterfølgende over en årrække får udbetalt indeståender på garanti- og ejerkonti, hvor beskatningen af disse udlodninger i nogen grad er afhængig af de vedtægter, som det enkelte andelsselskab opererer med. Denne problemstilling er velkendt, men er i særlig grad blevet aktuel de senere år, og så sent som den 7. januar 2016 påpegede Konkursrådet disse udfordringer i en udtalelse om rekonstruktion af landbrug.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Det er både rimeligt og forståeligt, at andelsselskabers vedtægter, som de fleste foreningsvedtægter, primært regulerer parternes retsstilling under det løbende samarbejde. De senere år har imidlertid været usædvanlige blandt andet derved, at antallet af nødlidende landmænd har været kraftigt stigende samtidig med, at der over de seneste 2-4 år er sket en klar opstramning fra pengeinstitutternes side, således at nødlidende landmænds andelshavertilgodehavender normalt altid vil være pantsat til landmandens pengeinstitut. Denne cocktail giver retlige udfordringer med henblik på at få nødlidende landmænds skattegæld saneret i umiddelbar tilknytning til afviklingen af landbrugsbedriften.

Blind lovgivningsmagt?

Lovgivningsmagten er ikke lykkedes med at skabe rammerne for, at landmænd, der udfases af erhvervet, i umiddelbar tilknytning til udfasningen kan få deres gæld saneret med henblik på at starte på en frisk. Det er ikke hensigtsmæssigt, hverken for den enkelte tidligere landmand eller dennes familie eller for samfundet som helhed. Tvært imod har det været - og er fortsat - et bredt politisk ønske, at der skal være mulighed for, at tidligere landmænd hjælpes på fode på en både hurtig og smidig måde. Indtil nu er det nærmeste, der fra officiel side er kommet som hjælpende hånd til disse landmænd, en udtalelse af 7. januar 2016 fra Konkursrådet. Notatet påviser nogle skattemæssige udfordringer, men angiver ikke retningslinjer for at få løst udfordringerne.

Med det relativt store antal nødlidende landmænd, vi har set de senere år, burde det være en politisk opgave at tage de nødvendige initiativer. Flotte ord er ikke nok. Der skal handling til.

Ændringer af vedtægter

En del af de udfordringer, der er i forhold til sanering af insolvente tidligere landmænds gæld, kan i nogen udstrækning afhjælpes aftalemæssigt - simpelthen ved en vedtægtstilpasning af de enkelte andelsselskabers vedtægter. Det kan ske ved at aftale, at landmanden i insolvenssituationen efter ansøgning kan - eventuelt med en rimelig dekort - kan få indestående andelshaverindeståendet udbetalt i umiddelbar tilknytning til, at den nødlidende landmands leverancer til eller fra andelsselskabet ophører. Nogle andelsselskabers vedtægter har allerede en sådan formulering, men det gælder ikke alle.

Solvente og insolvente

En række andelsselskabers vedtægter er udformet således, at der over en årrække hvert år tages stilling til, om og i givet fald hvor meget der udloddes til tidligere andelshavere. Derved sker beskatningen løbende i takt med, at der af andelsselskabets ledelse træffes beslutning om årlige udbetalinger af garanti- og/eller ejerkapital. Det giver god mening for solvente tidligere andelshavere, men ikke for nødlidende tidligere andelshavere. Det hænger sammen med, at i tilnærmelsesvis 100 procent af tilfældene er den nødlidende landmands andelshavertilgodehavende pantsat til en kreditor, ofte et pengeinstitut, der løbende over en årrække får bruttoudlodningerne udbetalt samtidig med, at den nødlidende landmand beskattes af udbetalingerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På baggrund af lovgivningen både i forhold til gældssanering i forbindelse med konkurs og rekonstruktion er det ikke muligt at få disse "efterfølgende" skattekrav omfattet af en sanering, uanset om saneringen sker i form af frivillig akkord, gældssanering i forbindelse med konkurs eller rekonstruktion. Når en ikke ubetydelig gæld af tekniske årsager ikke kan saneres, giver det ikke mening at gennemføre hverken gældssanering eller rekonstruktion. Formålet med såvel gældssanering som rekonstruktion er jo netop, at skyldnerens gæld bliver saneret - det bliver den ikke, når skyldneren sidder tilbage med en betydelig skattegæld, der stiftes i takt med, at der er sket årlige udbetalinger fra andelsselskabet.

Retligt kontra moralsk

Andelsselskaberne har uden for diskussion intet retligt ansvar for at afhjælpe, hvad lovgivningsmagten åbenbart ikke magter. Til gengæld kunne nogen måske nok forledes til at mene, at der kunne være et moralsk dilemma for andelsselskaber, der nu må konstatere, at tidligere - måske gennem en længere årrække - andelshavere nu kommer i en skatteklemme. Med et efterhånden forslidt udtryk kunne nogen måske forledes til at mene, at der i den situation fra andelsselskabernes side burde eller kunne udvises rettidig omhu.

Nogen kunne måske også mene, at der her kunne være en opgave for Landbrug & Fødevarer. Der er intet i vejen for, at vedtægterne formuleres således, at beskatningen af solvente landmænd sker i takt med, at der sker beslutning om løbende udlodninger, hvorimod beskatningen i konkurs og evt. tillige i rekonstruktionssituationen blev baseret på en beslutning om en engangsudlodning, således at beskatningen ville ske i umiddelbar tilknytning til leveranceophøret. Derved ville nødlidende landmænd få mulighed for at få gælden saneret umiddelbart efter, at bedriften var udfaset.

Ovennævnte må på ingen måde opfattes som en bebrejdelse af hverken andelsselskabernes ledelser eller Landbrug & Fødevarer. Hovedansvaret for den utilpassede retsstilling ligger dels hos politikerne, dels hos ministerierne: Justitsministeriet, Skatteministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet og Miljø- og Fødevareministeriet. Det ville dog næppe skade fremdriften i en nødvendig regeltilpasningsproces, at såvel andelsselskaber som Landbrug & Fødevarer understøttede processen.