I Hedensted har DanCorn haft til huse i mange år, men i foråret 2015 blev virksomheden solgt til amerikanske Sukup, der står bag produktionen af de korntørringsanlæg, der er blevet solgt gennem DanCorn.

Hvis man spørger Jens Erik Iversen, der er administrerende direktør hos Sukup Europe, så kommer opkøbet til at gavne kunderne i Danmark.

- Det, at Sukup har købt 2/3 af DanCorn, og der ligger en klar aftale på den resterende del, betyder, at vi ikke længere er et fordyrende mellemled. Nu er vi jo rent faktisk producenten, og derfor har kunderne endnu tættere forbindelse til fabrikken end før, siger han.

Direktøren understreger også, at opkøbet giver kunderne sikkerhed på lang sigt.

- Det betyder, at der er ro på. Nu har vi en stærk ejerstruktur som fundament, og det skaber en sikkerhed for kunderne fremadrettet, siger han.

Et projekthus

Sukups historie startede i USA i 1960'erne, og firmaet stod for opfindelsen og patenteringen af omrøresystemet i de velkendte stålsiloer med indbygget tørring. Hurtigt efter blev Sukup hovedleverandør at alt slags siloudstyr til de fleste siloprocucenter: Tømmesystem, gulve, spreder og omrøresystemer, men - dog ikke selve siloen, men det er ændret nu, hvor man kan levere en komplet løsning. I dag er Sukup, der fortsat er en familieejet virksomhed, den tredjestørste leverandør af siloer på verdensplan. I Hedensted har Sukup omkring 40 ansatte året rundt.

- Noget af det, som vi er gode til her i Hedensted er, at vi er et godt projekthus. Vi er gode til at hjælpe landmanden med at finde den rigtige løsning der passer til hans behov og økonomiske forventninger, samt få fulgt projektet til dørs, siger Jens Erik Iversen.

Det tidligere DanCorns placering i Danmark var også vigtig for de nye amerikanske ejere. Vi skal være en nøgle til hele Europa for Sukup, siger Jens Erik Iversen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kortere leveringstid

Den tætte forbindelse til fabrikken i USA kommer også de danske kunder til gode, når det drejer sig om leveringstider og leveringssikkerhed.

- Vi har eksempler på, at der blot er gået en måned, fra første kontakt mellem os og kunden blev skabt, til der stod et færdigt anlæg på gården, siger Jens Erik Iversen. Samtidig understreger han, at de bedste projekter oftest er dem, hvor der ordres i efteråret og der kan påbegyndes gravearbejde inden frost eller lige efter vinteren, så planlægning, montage og elektriker ikke skal kæmpe mod uret eller rettere sagt datoen for ibrugtagning.

I Hedensted har man et stort indendørs lager, hvor varerne fra USA løbende bliver leveret og her fra igen sendt videre til de konkrete projekter rundt i Europa. Sukup Europe har omkring 80 mand i gang til montering af siloer og transportanlæg i højsæsonen, som typisk er fra vinterens afslutning til august.