Dyna-Drive blev introduceret første gang i 1985, og den universelle harve, som består af to rotorer der arbejder med forskellige hastighed, blev et populært redskab til blandt andet oprivning af græsmarker, såbedstilberedning samt nedmulding af halm og staldgødning.

Princippet i Dyna-Drive er, at friktionen fra første rotor trækker den anden rotor. Trækket sker gennem en kraftig kæde, og ved at montere tandhjul med forskelige størrelse på de to rotorer, arbejder den bagerste rotor med en hastighed, der er tre gange så stor som den forreste.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Arbejdet som Dyna-Drive udfører, kan bedst sammenlignes med en traditionel fræser. Fordelen ved Dyna-Drive er, at den er uden kraftoverføringsaksel og gearkasser, siger Svend Skov Olesen, som har ansvaret forsalget af Bomford-Turner i Skandinavien og Tyskland.

Bredere og stærkere

Bomford-Turner færdigtester her i 2016 en hel ny serie af Dyna-Drive, som får en arbejdsbredde på 4,4 - 5,6 og 6,4 meter. Alle harver får en transportbredde på 2,5 meter.

- Bomford-Turner havde egentligt stoppet udviklingen af Dyna-Drive, men efter massive kundeønsker er vi nu klar med nye modeller, som er tilpasset de større traktorer og nutidens regulativer med hensyn til transportbredde. Ud over de liftophængte modeller arbejder Bomford-Turner også på at udvikle bugserede modeller, som kan håndteres af mindre traktorer, siger Svend Skov Olesen.

Sammen med udviklingen af de nye modeller er hele modelserien af Dyna-Drive blevet opgraderet med blandt andet en stærkere kædekasse, kraftigere pakvalse, samt nye tænder i legeret stål, som har en længere levetid.

Universel harve

Dyna-Drive er effektiv til traditionel stubbearbejdning, og samtidig kan den løse en række mere specielle opgaver.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Selv gamle græsmarker bearbejder den uden problemer, og efterlader grønsværen i små dele som hurtigt omsættes. Harven er næsten umulig at stoppe til, og er derfor effektiv til nedmuldning af staldgødning, halm og efterafgrøder. Den arbejder også uden problemer i marker med kartoffeltop og stubbe efter majs, siger Svend Skov Olesen og tilføjer:

- Dyna-Drive er ligeledes effektiv til bekæmpelse af kvik og andet ukrudt. Når den anvendes til det, afmonteres valsen og skjoldet bag på harven åbnes helt om. Det får den bagerste rotor til at aflevere ukrudtet oven på jorden, hvor det tørrer ud og dør.

Som standard leveres Dyna-Drive med en stavpakkevalse, men kan efter ønske også leveres med andre valsetyper.

Svend Skov Olesen forventer, at de danske forhandlere af Bomford-Turner får mulighed for, at demonstrere den nye generation Dyna-Drive her til efteråret.