Påsken er nu historie, men den stabilitet og de mere positive tendenser, vi oplevede på det europæiske marked for fersk svinekød i ugerne op til påske, ser ud til at have bidt sig fast.

- I de første dage efter påske har vi set en nogenlunde uforandret afsætningssituation i Europa. Der er en god balance i afsætningen af skinker, kamme, forender og bove. Det er dog endnu ikke helt blevet sæson for nakker, men vi begynder at mærke en øget interesse fra de kunder, der traditionelt tager store mængder i forårs- og sommermånederne, fortæller Søren Tinggaard, underdirektør i Danish Crowns Eksportafdeling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Afsætningen af backs på det britiske marked er også stabilt, og der er positive tendenser i markedet. Til landene udenfor Europa er der en jævn afsætning til Japan, mens der er en stigende efterspørgsel fra Kina på et pænt prisniveau.

Det skriver Danish Crown i sin markedsberetning.

Svinenoteringen er altså uændret.

Prisen på svin fra 70-89,9 kg er hermed 8,70 kroner pr. kg og 4,80 kroner pr. kg for søer over 129,9 kg.