Abonnementsartikel

For første gang nogensinde kan der i december købes grønlandsk produceret pyntegrønt på Grønland.

Det Grønlandske Arboret ved Narsarsuaq er i år for første gang leveringsdygtig i klippegrønt. Foreløbig sælges produktionen dog kun i Brugsen i Qaqortoq.

Produktionen er resultat af 40 års samarbejde mellem forskere fra Københavns Universitet og grønlandske kollegaer.

Selvforsynende

Normalt fragtes juletræer og pyntegrønt til Grønland med køleskib og kan være flere måneder gammelt, før det kommer til at pynte i de grønlandske hjem. Men fra i år har Grønland en chance for at blive selvforsynende med pyntegrønt.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Grangrenene stammer fra Det Grønlandske Arboret, der ligger ved lufthavnen i Narsarsuaq, ganske tæt på nordboernes første bopladser og Erik den Rødes gård Brattahlid. Arboretet blev grundlagt i slutningen af 1970'erne i et samarbejde mellem grønlandske forskere og forskere fra Arboretet i Hørsholm, der nu er en del af Københavns Universitet.

Næsten træløs

Grønland er fra naturen næsten træløst med kun fem arter af lave træer og buske. Men man ved, at Grønland i tidligere mellemistider havde en mere udbredt træbevoksning med flere arter. Arboretet blev startet i et forsøg på at finde ud af, hvorfor der er så få træer på Grønland i dag. Over 100 forskellige træarter fra andre subarktiske områder er i tidens løb blevet plantet ud, og i dag findes der ca. 50 træarter, som har overlevet de barske betingelser.

Det første grønlandske pyntegrønt blev klippet af faglærer Vittus Nielsen sammen med tre elever fra den lokale erhvervsskole i Narsaq.