Det bliver langt fra et jubelår for de landmand, der har udlagt en del af markerne til majs. Høsten er stort set afsluttet, og den bliver noget under middel. Det fortæller Martin Mikkelsen, landskonsulent i SEGES Planter & Miljø.

- Udbytterne bliver i Vest-, Midt-, og Nordjylland på 20-25 procent under normalen. I resten af landet ligger vi på 0-10 procent mindre end en normalhøst. Der er dog tale om meget store lokale udsving helt nede på markniveau, siger Martin Mikkelsen på Landbrug & Fødevarers hjemmeside.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Årsagen til den dårlige høst skal primært findes i køligt vejr og blæst i maj, juni og juli. Særligt i Vestjylland var majsens vækst også meget generet af kraftig vind. Fra at ligne en reel katastrofehøst rettede billedet sig dog noget mod slutningen af vækstsæsonen, hvor lunt og solrigt vejr hjalp majsen på vej.

- Udbyttet blev bestemt bedre, end det så ud til en overgang tidligere på året, fastslår Martin Mikkelsen.

Græsset har givet godt

Majs bruges i Danmark næsten udelukkende til grovfoder til køer, men selv med en dårlig høst er der umiddelbart ingen problemer for landmændene. De kan blandt andet glæde sig over, at græs, der kan erstatte majsen som foder, har givet godt.

- Vi har i år haft en rigtig fin græssæson med udbytter på 10-15 procent over normalen. Samtidigt var 2014 et superår for majs, så der er foder på lager til at modstå den dårlige høst, siger Martin Mikkelsen.