Der er tale om lidt af en milepæl, når Hans Martin Westergaard sammen med Økologisk Landsforening og JH BioEnergi ApS fredag inviterer til Åbent Hus og indvielse af et nyt, økologisk biogasanlæg på gården ved Kliplev. Her skal anlægget omdanne gylle, dybstrøelse, kløvergræsensilage, hønsemøg og majs til energi og klimavenlig, økologisk gødning.

Brug for dansk erfaring

Hans Martin Westergaards anlæg er et af to nybyggede anlæg på økologiske kvægbrug, der benytter tysk knowhow og teknologi. De er begge opført af JH BioEnergi ApS og er af mærket agriKomp, der er meget udbredt blandt økologer i Tyskland, hvor økologisk biogas er meget mere udbredt end herhjemme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Michael Tersbøl, biogasrådgiver og faglig udviklingschef i Økologisk Landsforening, understreger vigtigheden af at opbygge danske erfaringer.

- Vi har brug for erfaringer med denne type anlæg, som er udviklet til at håndtere faste biomasser. Det er vigtigt, fordi økologiske biogasanlæg kan blive løftestang for recirkulering af for eksempel husholdningsaffald fra by til landbrug og derved tilvejebringe økologisk gødning til en større øko-omlægning i landbruget, siger han.

Der er åbent hus hos Hans Martin Westergaard, Holmvej 12, Kliplev, 6200, Aabenraa fredag den 30. oktober kl. 12 - 16.

Strøm til 400 huse

Anlægget i Kliplev skal behandle gylle, dybstrøelse, kløvergræsensilage, hønsemøg og lidt majsensilage fra egen og andre bedrifter. En 250 kW gasmotor vil kunne producere cirka to millioner kWh om året - svarende til 400 parcelhuses samlede, årlige forbrug. Dertil kommer næsten samme mængde energi i form af varme.