Abonnementsartikel

Fredag den 31. juli fejrer Ribe Dyrskue, at landmænd igennem 150 år er valfartet til den jyske kreaturhovedstad for at handle og vise deres smukkeste dyr frem.

I år sættes alle sejl til for at fejre den gamle tradition og det flotte jubilæum. Samtidig vil man på en sjov og spændende måde introducere nye generationer til et af Danmarks mest fundamentale erhverv - landbruget.

Hver sommer valfarter op mod 9.000 mennesker fra nær og fjern til Hovedengen i Ribe for at se på nogle af Syddanmarks smukkeste heste, malkekøer, kødkvæg og får. Og i år kan de mange besøgende se frem til et ekstra særligt program, da det store dyrskue fylder 150 år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På dyrskuet i Ribe kan hele familien få en hyggelig eftermiddag i selskab med både store og små landbrugsdyr. Det er egentlig et stor arrangement at stable på benene for bare en enkelt dag. Men det er rigtig sjovt at lave dyrskue, når mange kommer og får sig en stor oplevelse, siger Niels Damsgaard Hansen, tovholder på Ribe Dyrskue.

VM i gummistøvlekast

Ud over gyldne halmslotte, ponyridning og hoppeborg for børnene kan de voksne more sig ved det traditionelle VM i gummistøvlekast eller nyde en kold fadøl og en sprød grillpølse.

- I år samarbejder vi med Handelsstandsforeningen om at udvikle en såkaldt Ribe-pakke. Når adgangsbilletten til dyrskuet er betalt, får man så samtidig et armbånd, der giver rabat i forskellige caféer og butikker oppe i byen. Og fredag aften vil der være mulighed for at købe et lækkert måltid dansk mad i nogle af byens restauranter. Så kan de, der for eksempel kommer langvejs fra, få noget godt at spise til rimelige penge, inden de kører hjem igen, forklarer Niels Damsgaard Hansen.

Hvor kommer maden fra?

På dyrskuet i Ribe kan man - udover at se på dyr og store såvel som mindre landbrugsmaskiner - smage på mange af de lokale fødevarer fra egnens gårdbutikker og tale med landmændene om produktionen.

- De fleste af os er jo heldigvis stadig godt klar over, at fødevarerne ikke bliver skabt i supermarkedet. Men vi skal alligevel huske på, at vores landmænd gør et stort og vigtigt stykke arbejde for at kunne levere fødevarer til hylderne, siger Niels Damsgaard Hansen, og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er vigtigt, at vi bliver ved med at vise vores børn, hvor maden kommer fra, og hvem der laver råvarerne til den. Det kan man blandt andet vise dem på Ribe Dyrskue.

En stolt tradition

Ribe har historisk set været en af Danmarks vigtigste eksportbyer for levekvæg til udlandet. Massevis af kvæg er igennem årene blevet transporteret ned igennem Jylland til Ribe og derfra sendt videre ud i Europa.

- Da Ribe Dyrskue startede for 150 år siden, havde man ingen redskaber til at måle mælkens næringsindhold, så udvælgelsen af gode avlsdyr til forbedring af landets kvægbestand foregik udelukkende med øjnene, hvor kun de mest erfarne konsulenter og bønder kunne være dommere. I dag spiller dyrskuet ingen rolle i forhold til avlsarbejdet inden for malkekvæget, men hos både kødkvæg, heste og får handler det stadig meget om udseende. Så Ribe Dyrskue er stadig - både af kulturelle og praktiske årsager - et besøg værd, slutter Niels Damsgaard Hansen.