Den 6. februar besluttede Østre Landsret, at navnene på de landmænd, der deltog i en MRSA-screening i 2011, ikke skal udleveres, så længe VSP og Landbrug & Fødevarer kører sag mod Fødevarestyrelsen.

Nu har Fødevarestyrelsen ifølge Kammeradvokaten besluttet ikke at offentliggøre prøveresultaterne fra MRSA-screeningen foretaget i 2014.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Begrundelsen er igen, at de ikke skal offentliggøres, så længe retssagen står på.

VSP skriver på sin hjemmeside videre om sagen:

- Landsretten begrunder sin afgørelse om retssagens opsættende virkning med, at risikoen for stigmatisering af de berørte landmænd er så stor, at hensynet til landmændene bør veje tungere end retten til aktindsigt. Journalistforbundet og Fødevarestyrelsen har anmodet om at kære landsrettens afgørelsen til Højesteret. Afslår Procesbevillingsnævnet anmodningen, står Landsrettens afgørelse ved magt, indtil sagen er hovedforhandlet i Landsretten til maj. Herefter kan sagens parter så anke den endelige dom til Højesteret.

Screeningen fra 2014 viste, at MRSA blev identificeret på et sted mellem 50-70 procent af besætningerne.