Abonnementsartikel

Geoteam har indgået en aftale med canadiske Norac, der betyder at alle kan få den samme effektive styring af bommens højde - uanset sprøjtemærke.

Bommens højde på markedets bedre sprøjter bliver styret automatisk, så landmanden skal koncentrere sig mindre og derfor kan køre i længere tid ad gangen. Firmaet Norac i Canada leverer en af de absolut mest avancerede og pålidelige løsninger til styring af bomhøjden, for den holder både øje med toppen af afgrøderne og med jorden under dem.

Det bedste til alle

Hidtil har man kunnet få det effektive Norac-system leveret forud monteret på nye maskiner fra især Hardi, Kverneland og Agrifac, men nu kan alle få denne løsning. Virksomheden Geoteam har nemlig fået en aftale i stand med producenten, og det betyder, at det nødvendige udstyr nu kan købes og eftermonteres på enhver eksisterende sprøjte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Følger planter og jord

Konsulent Thomas Lilleholt fra Geoteam er stor tilhænger af Norac's metode til at styre bommens højde:

- Norac's system bruger ultralyd til at holde øje med højden på både planterne og afstanden til jorden neden under, og derfor får den hurtigt regnet ud, hvor høje planterne er. Derfor undgår du, at bommen bliver sænket, hvis der er et stykke, hvor der ikke er ret mange planter, for systemet kan godt regne ud, hvor høje planterne reelt er der, og det lægger den så til højden på jorden. Fordi sensorerne bruger ultralyd, kan man også kører med det om natten, for sensorerne er helt uafhængig af dagslys, fortæller Thomas Lilleholt.

Hurtig succes

Det effektive system er blevet en overraskende hurtig succes for Geoteam, for selv om der ikke er gjort noget for at markedsføre det, så er de første seks hold af sensorer allerede solgt, fortsætter Thomas Lilleholt:

- Vi havde bare lavet en lille opstilling på Agromek, for det giver jo altid standen lidt ekstra opmærksomhed, når der er noget, der bevæger sig. Bort set fra det har vi slet ikke nået at markedsføre systemet, men mere skulle der åbenbart heller ikke til. Der må jo være et behov.

Norac's system kan monteres på alle mærker, og det er ISO-bus kompatibelt, så det virker sammen med stort set alle autostyringsskærme og traktorcomputere. Det kan også fungere helt selv ved hjælp af sin egen lille skærm.