- Er det hensigtsmæssigt, at svineproducenterne tilsyneladende selv bestemmer, om de vil medvirke i Fødevarestyrelsens undersøgelse af MRSA's udbredelse i den danske svineproduktion?

Sådan spørger Per Clausen fra Enhedslisten fødevareminister Dan Jørgensen (S). Ministeren påpeger dog, at Fødevarestyrelsens screening af cirka 200 besætninger for MRSA i 2014 "vurderes at være repræsentativ".

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Lov om hold af dyr giver hjemmel til at pålægge besætningsejerne at deltage i overvågning og bekæmpelsen samt efterkomme Fødevarestyrelsens påbud, når der er tale om en alvorlig smitsom husdyrsygdom. MRSA betragtes på nuværende tidspunkt ikke som en alvorlig smitsom husdyrsygdom på niveau med for eksempel mund- og klovesyge eller svinepest, oplyser ministeren.

Rapport inden nytår

Han forklarer videre, at ekspertgruppen er blevet bedt om at arbejde hurtigt og skal i løbet af kort tid udarbejde en rapport med en fornyet risikovurdering af husdyr-MRSA:

- Jeg har konstateret, at ekspertgruppen ikke har kunnet levere en færdig rapport inden for den oprindeligt fastsatte tidsfrist. Jeg har under de givne omstændigheder accepteret forsinkelsen af rapporten. Ekspertgruppens rapport forventes at blive offentliggjort inden udgangen af 2014, oplyser Dan Jørgensen, der ifølge Per Clausen havde lovet, at rapporten skulle være færdig inden udgangen af november.