Den megen snak om MRSA har fået flere svineproducenter til at undersøge deres besætninger. De vil vide, om den resistente stafylokokbakterie er i dyrene. Og det vel at mærke frivilligt, uden at myndighederne har bedt om det.

- I de seneste måneder har vi lavet et par stykker om ugen for både store og små bedrifter, siger seniorrådgiver Jeppe Boel til DR Nyheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Testen foregår ved, at en dyrlæge tager prøver fra trynerne på 25 svin forskellige steder i stalden. Prøverne bliver derefter analyseret.

Tidligere på året etablerede Fødevareministeriet i samarbejde med Sundhedsministeriet en ny MRSA-rådgivningstjeneste, hvor sundhedspersoner bl.a. skal hjælpe folk, der arbejde med svin, med at stoppe spredningen af bakterien.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) sagde i den forbindelse:

- Jeg vil intensivere kampen mod MRSA via stop for rutinemæssig flokmedicinering og nedbringe overforbruget af antibiotika i svinestierne. Vi ser nu på, hvordan vi kan få nedbragt forbruget af de især kritisk vigtige antibiotika. Vel og mærke uden at vi går på kompromis med dyrevelfærden.