Regeringen og Venstre blev tirsdag aften enige om en skitse til en vækstpakke.

Afskaffelsen af brændeafgiften og et stort dyk i de skadelige PSO-afgifter for virksomhederne på 7,9 milliarder kroner, det er blandt de positive elementer i skitsen, mener Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har kæmpet for at få sænket de dybt skadelige PSO-afgifter. Her har politikerne heldigvis lyttet. Det har afgørende betydning for bl.a. vores gartnerier, hvor afgiften har nået helt groteske beløb. Nu får gartnerierne - og andre virksomheder, der har store omkostninger til energi - en bedre chance for at kunne konkurrere med deres udenlandske kolleger, siger adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, Søren Gade.

- Tilbagerulningen af den helt umulige brændeafgift er ligeledes yderst positiv. Afgiften var helt urimelig og umulig at administrere. L&F har derfor kæmpet imod den helt fra begyndelsen, siger Søren Gade.

Svineproduktion

Som altid er der dog plads til forbedringer. Ifølge Landbrug & Fødevarer burde regeringen have haft modet til at udvide den danske svineproduktion, som Venstre og slagteriarbejdernes organisation NNF sammen har foreslået.

- Jeg synes, at det er brandærgerligt, at der ikke var mod til at tage imod det gratis forslag om at udvide den danske svineproduktion ved at ligestille vilkårene for de danske svineproducenter med deres kolleger i resten af EU. Det kunne give minimum 1 mio. flere slagtesvin og 2300 arbejdspladser ifølge AE Rådets beregninger. De danske slagterier står med knivene parat, og de danske svineproducenter er også parate til at skabe endnu mere vækst og arbejdspladser i vores fødevaresektor, siger Søren Gade.

Der skal nu forhandles om vækstpakken.