Et danskudviklet arbejdssystem skal forbedre den kinesiske mælkeproduktion. Det kinesiske mejeri Mengniu har netop købt rettighederne til at benytte et dansk arbejdsredskab med masser af simple tegninger, der forbedrer arbejdsrutinerne i kvægstalden. Systemet er udviklet af Videncentret for Landbrug.

Systemet består af enkle beskrivelser og tegninger af de daglige arbejdsopgaver i en kvægstald, der bliver hængt op, hvor den enkelte opgave udføres.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er et nyttigt værktøj, som mange danske mælkeproducenter benytter sig af, fordi det sikrer en ensartet og korrekt løsning af opgaverne - uanset, hvilken medarbejder, der udfører dem. Hvis der for eksempel er noget omkring kælvningen, så kan tegningerne vise, hvordan kalven ligger inden i koen. På den måde kan vi bedre demonstrere de konkrete opgaver, fortæller Ulrik Toftegaard Jensen, konsulent i Videncentret for Landbrug, der har stået for udviklingen af værktøjet.

Det er baseret på systemet SOP der står for standard operational procedures og bliver brugt i japansk bilindustri til at gøre produktionen ensartet og billig.

Videncentret har så videreudviklet på SOP og skabt et arbejdsredskab der passer til en dansk kvægproduktion.

Flere vil bruge det

Mengniu stiftede bekendtskab med de danske SOP'er, da medarbejdere fra Videncentret i efteråret 2013 besøgte mejeriet og nogle af deres leverandører med henblik på undervisning i blandt andet gode malkeprocedurer.

Ifølge Ulrik Toftegaard Jensen har også det kinesiske landbrugsministerium vist interesse for at bruge enkelte tegninger fra SOP?erne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ideen er, at de vil lave en lille folder, som alle kinesiske kvægbønder kan få, forklarer han.

Kina er det tredje land, som køber rettighederne til at bruge de danske SOP'er. Også Norge og Finland har taget værktøjet til sig.