Abonnementsartikel

Dansk Mink Papir står bag verdens første selvkørende fodervogn, siger virksomheden, som vurderer, at den kan spare minkavlere 700 arbejdstimer.

Det kan give et stort løft til produktionen, når verdens første førerløse fodervogn til mink kommer ud til minkavlerne.

Sådan lyder det fra Dansk Mink Papir, der står bag FIX-Robo vognen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er slut med, at minkavleren skal køre rundt og fodre mink ved solopgang eller i dårligt vejr, siger Rudi Pedersen, direktør i Dansk Mink Papir. Den selvkørende fodervogn blev for nyligt introduceret på Landsskindudstillingen i Herning.

Ifølge virksomheden bliver fodringen af minkene langt mere fleksibel, fordi man er mindre afhængig af arbejdskraft. Samtidig bliver det muligt at fodre flere gange, så minkene hele tiden får frisk foder, og det bliver nemmere at tilpasse fordringen til minkenes døgnrytme. Noget som natfodring vil ikke længere være en udfordring.

Ifølge Dansk Mink Papir tyder erfaringer på, at netop natfodring og en hyppigere foderfrekvens øger minkenes tilvækst.

- Når fodervognen kommer, udløses en ædelyst hos minkene, fortæller Henrik Palsgaard, salgsdirektør i Dansk Mink Papir

- Det er ligesom, når vi kører forbi en pølsevogn, så udløses en trang til at spise med det resultat, at vi bliver større og større.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Præcis fodring

FIX-Robo fodervognen følger automatisk den programmerede rute, og en robotarm sørger for fodringen på hvert enkelt minkbur med en præcision på +/- 5 cm.

Ifølge Dansk Mink Papir vil man årligt kunne spare 700 arbejdstimer ud af de 1.000-1.200 timer, som en fodervogn typisk bruges om året.

- Den førerløse fodervogn vil give et stort løft i produktiviteten ude på minkfarmene, og ifølge vores beregninger kan den tjene sig hjem på mindre end tre år, siger Rudi Pedersen, der oplyser, at vognen skal fyldes med foder og brændstof, og i praksis vil man stadig køre nogle af turene manuelt blandt andet for at inspicere dyrene.