Hvad der for de fleste danskere på overfladen kan virke både yderst sympatisk og fornuftigt, nemlig oprettelse af danske nationalparker, mødes ofte med hovedrysten af dem, det går udover, herunder ofte landmændene.

Senest en kommende nationalpark ved Roskilde-Lejre - Skjoldungelandet - den danske nations vugge med mange oldtidsminder. I forbindelse med den fortsatte lokale proces i Roskilde-Lejre er der dannet en lodsejerforening, der endda har fået tre pladser i den lokale styregruppe, som tæller 14 organisationer og repræsentanter for området, herunder Sjællandske Familielandbrug og Landboforeningen Gefion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skal kunne nedlægges

Lodsejerforeningen har dels ønsket mere tid til processen samt en forsikring om, at nationalparken kan nedlægges, hvis den lokale opbakning ikke længere er til stede.

Lodsejerforeningen har i den forbindelse konkluderet, at "der for nærværende ikke er den nødvendige opbakning blandt lodsejerne tilstede til dannelse af en nationalpark". Lodsejerforeningens bestyrelse kan derfor ikke tiltræde indstillingen. Det har foreløbig betydet, at man har udskudt beslutningen til forventet februar 2014.

Lodsejerforeningen er blandt andet bekymret omkring mulighederne for at regulere offentlighedens adgang til private lodsejeres arealer. Men miljøminister Ida Auken understreger, at der gælder samme lovgivning inden for som uden for en nationalpark.

Ingen restriktioner

- Der kommer således ikke nye restriktioner for lodsejerne ved, at deres ejendom bliver en del af en nationalpark. Mulighederne for at regulere offentlighedens adgang vil ligeledes være de samme inden for en nationalpark som udenfor, oplyser ministeren.

- Det er vigtigt at understrege, at det er frivilligt for den enkelte lodsejer i nationalparken, hvor meget man ønsker at deltage i drift og udvikling af nationalparken. Nationalparkbestyrelsen har ingen tvangsbeføjelser overfor lodsejerne i nationalparken. Nationalparkens udvikling bygger på frivillighed, inddragelse og konsensus, siger Ida Auken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Stor jordbesidder

Områdets største private jordbesidder, ejeren af Ledreborg Gods, har også siddet i styregruppen siden starten. Staten ejer 49 procent af parkens areal - Roskilde Fjord, Boserup og Bidstrup Skove.

I 2010 inviterede landboforeningen Gefion lodsejerne til informations- og debatmøde om nationalparken. Stemningen var ifølge ministeren "overvejende positiv".

I 2011 udgav kommunerne og Skjoldungelandet magasinet "Fra Skjoldungeland til Nationalpark".

Der kom under debatfasen ingen formulerede negative tilkendegivelser fra lodsejere i området, og i januar 2012 indsendte styregruppen og kommunalbestyrelserne magasinet til miljøministeren og Folketinget med anmodning om udpegning som nationalpark.