Tænketanken Frej har i samarbejde med DLG inviteret tre politikere ud til seks landboforeninger for at starte dialogen om, hvordan man på tværs af grisestald og folketingssal kan samarbejde om at nå i mål med de store bæredygtighedsvisioner inden for klima, biodiversitet og natur.

Politikerne er miljøminister Lea Wermelin (S), Ida Auken (R) og klimaordfører Tommy Ahlers (V). Ida Auken og Tommy Ahlers lægger ud den 2. marts med et besøg hos Patriotisk Selskab, SAGRO og LandboSyd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Her vil landmænd komme med deres forslag til, hvordan landbruget og politikerne i fællesskab kan nå målet om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030. Dagens begivenheder vil blive dokumenteret af den anerkendte dokumentarist Phie Ambo.

Kommerciel mulighed

- Den grønne omstilling er en kæmpe kommerciel mulighed. Jeg glæder mig til at få nogle gode diskussioner og høre, hvordan landmændene selv tænker, at deres erhverv også kan blive bæredygtigt, siger Tommy Ahlers.

Den 16. marts besøger miljøminister Lea Wermelin Agrovi, Nordsjællands Landboforening og AgriNord. Her er emnerne natur, biodiversitet og CO2-lagring i centrum, når landmændene deler idéer og løsningsforslag med ministeren.

Landmændenes egne inputs vil blive bragt endnu længere ind på Christiansborg, når Tænketanken Frej og DLG i maj måned kalder til stormøde. Her drøfter landboforeningernes direktører, folketingets fødevareordførere, Ida Auken, Tommy Ahlers og Lea Wermelin, hvordan projektets resultater kan føre til politisk forandring for et mere bæredygtigt Fødevaredanmark.