Abonnementsartikel

Horsch præsenterer så-tanken Partner HT på Agritechnica. En såtank med mange muligheder og god til specialløsninger som hos Kni Maskinstation.

Partner HT er et helt nyt produkt fra Horsch, som præsenteres officielt på Agritechnica. Partner HT består af en 2.800 liters tank, som sidder i liftarmene på traktoren. Efter tanken kan der efterspændes en harve, og tanken kan bruges til såning af korn, raps eller gødning.

- Mulighederne er mange med tank-løsningen, fortæller Arne Gejl, marketing hos Stroco-Agro, som er den danske importør af Horsch maskiner og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Tanken kan deles op 70/30, og i kombination med eksempelvis en Horsch Terrano harve bliver der en god så-kombination ud af det, ikke blot til raps, men også til korn.

Danske erfaringer

Stroco-Agro har i 2013 kørt test med en prototype hos Kni Maskinstation, Grenaa på Djursland, hvor Partner HT er blevet bygget sammen med en Terrano MT stubharve på seks meters arbejdsbredde med en skiveskær-såenhed bagerst. Det hele er bygget sammen hos Stroco-Agro.

- Med den opdelte tank, er der blevet placeret gødning samtidigt med såning af raps. Sættet er bygget op med 40 centimeter tandafstand mellem tænderne på harven, og hver skiveskær er placeret parvis for hver 40. centimeter, så de sidder på hver side af tanden. På den måde er der placeret gødning mellem rapsrækkerne, fortæller Arne Gejl.

Ved kornsåning, er der monteret fuld såskærs-sektion efter harven med en afstand på 15 centimeter. Såskærsektioner magen til dem, som er monteret på en Horsch Pronto skiveskærssåmaskine.

- Erfaringerne har været rigtig gode med sættet, fortæller Arne Gejl og henviser til nogle flotte raps etableret med det nye Horsch koncept.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Partner kan også bruges med en enkelt sådosering, og det er kendt Horsch-teknik der benyttes til doseringen, da det er magen til det system, som Horsch Pronto-såmaskinerne benytter sig af.