To-cifrede vækstrater og en nærmest umættelig efterspørgsel på mink har præget Kopenhagen Furs salgssæson 2012/13. På salgssæsonens fem auktioner er der udbudt og solgt 21 millioner minkskind til en samlet omsætning på 13,4 milliarder kroner. Sæsonen før nåede omsætningen 10,6 milliarder kroner. Gennemsnitsprisen på minkskind endte på 574 kroner mod 476 kroner året før.

- Det har været den bedste sæson nogensinde for de danske minkavlere. Der foregår et stort arbejde på farmene med at udvikle og forbedre minkproduktionen, og det bliver i disse år belønnet af stor bydelyst i vores auktionssal. Kvaliteten af dansk mink er så høj, at vi får en merpris på op til 25 procent, siger bestyrelsesformand Tage Pedersen, Kopenhagen Fur.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kopenhagen Fur har i år modtaget Kong Frederik IX's hæderspris for eksportindsatsen, og i fredags modtog Kopenhagen Fur prisen som "Årets vækstvirksomhed 2013" uddelt af Landbrug & Fødevarer.

- Der ligger en stor anerkendelse i priserne, og det er vi naturligvis stolte over. Det bliver værdsat, at danske minkavlere bidrager særdeles positivt til samfundet, siger Tage Pedersen.

"Godt polstrede"

De gode tider i pelsbranchen kan aflæses i antallet af skind, der produceres. Kopenhagen Fur vurderer, at verdensproduktionen lander på omkring 75 millioner, som skal udbydes i 2013/14. Det er en stigning på 15 millioner på et år. Den danske minkproduktion stiger også, men slet ikke i samme tempo, som i vores konkurrerende lande, på grund af lange offentlige sagsbehandlingstider. Dog er der udsigt til en produktionsstigning i Danmark på 1,5 millioner minkskind.

- Pelsmarkedet er historisk præget af store fluktuationer. Det er et marked, som aldrig helt er i balance, fordi det produktionsmæssigt tager tid at imødekomme en voksende efterspørgsel. Det kan føre til overproduktion, hvis efterspørgslen pludselig vender. Det er imidlertid min klare vurdering, at de danske minkavlere er godt polstrede til at klare en eventuel vending i markedet, siger Tage Pedersen.