Det var en begejstret minister der lyttede og sugede viden til sig, da hun 6. juni besøgte Søren Ilsøe, Knudstrupgaard i Fjenneslev.

- De er super inspirerende at se og høre om jeres dyrkningssystem. Jeg elsker den faglighed, I lægger for dagen og den måde, hvorpå I tager nogle af de gamle dyrkningsmetoder op og kører med et alsidigt sædskifte, sagde fødevareminister Mette Gjerskov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Besøget var arrangeret af Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning i Danmark, FRDK, og der var deltagelse af en række bestyrelsesmedlemmer, konsulenter samt forskere fra Københavns Universitet.

Ministeren havde selv ønsket at komme på besøg for at høre om den reducerede jordbearbejdning, og for at blive opdateret om systemet. Budskabet til ministeren var klart: Gevinsten ved systemet er bedre natur, bedre miljø og bedre klima.

Men de havde også en række ønsker til Mette Gjerskov. Blandt andet godkendelse af flere arter efterafgrøder, mere forskning og samarbejde med universiteterne og mulighed for at etablere efterafgrøde-blandinger i randzonerne.