Abonnementsartikel

Regeringen og Enhedslisten har aftalt at afsætte ekstra 25 millioner kroner til økologisk forskning (opdateret 9.56).

Regeringen og Enhedslisten har indgået en aftale, så den økologiske forskning får ekstra 25 millioner kroner. Ifølge fødevareminister Mette Gjerskov (S) sikrer aftalen, at den økologisk udvikling og forskning kan fortsætte på et højt niveau.

- Aftalen med Enhedslisten betyder, at vi holder et markant niveau i den danske økologiforskning i de kommende år. Formålet er at bidrage til den grønne omstilling med endnu mere hensyn til miljø, dyrevelfærd og biodiversitet. Samtidig kan økologisk innovation være med til at sikre mere eksport, større indtjening, og flere grønne arbejdspladser, siger Mette Gjerskov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Højere udbytte

En del af de 25 millioner kroner er målrettet markforsøg, som skal øge udbyttet på de økologiske marker. Mette Gjerskov konstaterer, at hvis udbyttet kan øges med blot få procent, vil det betyde mange penge for den enkelte producent.

Per Clausen (EL) er tilfreds med, at aftalen sætter fokus på at skabe arbejdspladser og sikre miljøet.

- Økologien er afgørende for, at vi både kan få flere kvalitetsfødevarer, mere natur og bedre dyrevelfærd. Med pengene prioriterer vi en nødvendig udvikling samtidig med, at grønne arbejdspladser i landdistrikter og yderområder udvikles, siger Per Clausen.

120 millioner mod 2015

Med den nye aftale er der nu sat 120 millioner kroner af til økologisk forskning og udvikling frem mod 2015.

Aftalen mellem regeringen og Enhedslisten glæder Kirsten Lund Jensen, der er økologichef i Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

-Vi ser forskning og udvikling som helt centralt, hvis det skal lykkes at fordoble det økologiske areal frem til 2020, siger Kirsten Lund Jensen, som er særligt glad for, at de økologiske markforsøg fortsætter.

De 25 millioner kroner bliver fordelt via Grønt Udviklings og Demonstrations Program, GUDP og Økologifonden.