Lyt til artiklen:

Video afslører: Høj dødelighed skyldes ofte pattegrisenes manglende robusthed

00:00
Hastighed: ???x
02:04

Et af de større problemer i økologisk svineproduktion, er den høje dødelighed blandt pattegrise. Aarhus Universitet gennemførte i 2018/2019 en stor undersøgelse af pattegrisedødelighed i økologiske besætninger, der viste, at 29 procent af alle pattegrise døde, inden de som syv uger gamle fravænnes, skriver Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab.

Nu har forskere fra instituttet analyseret en række videooptagelser fra de hytter, hvor søerne farer for at finde årsagen til pattegrisedødeligheden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På videooptagelserne er det specifikke dødstidspunkt blevet identificeret for pattegrise, der var konstateret klemt ihjel baseret på obduktion. Ihjel-lægninger blev undersøgt hos to forskellige typer af genetiske linjer fra henholdsvis DanBred og Topigs Norsvin.

Flopping

Tidligere har særligt den type adfærd, der betegnes som "flopping," hvor soen bevæger sig direkte fra stående position til liggende sideleje, været set som højrisikoadfærd.

- Men den nye undersøgelse viser, at det ikke er her, den største andel af ihjel-lægninger finder sted, forklarer Cecilie Kobek-Kjeldager, der er en af forskerne bag undersøgelsen.

Kun syv procent af klemningstilfældene var et resultat af "flopping." De positionsskift med højest dødelighed var i forbindelse med, at søerne rullede (31 procent) eller gik fra stående position til at lægge sig ned på maven (22 procent).

Resultaterne viste også, at klemning mellem inventar og so skete sjældent (en procent). Undersøgelsen viser, at en tredjedel af de grise, som blev klemt til døde, allerede var skadede eller afkræftede, inden klemningen skete.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Læs mere om undersøgelsen og mulige tiltag.