Det vil koste svineslagteriet Tican 6,3 millioner kroner, hvis regeringen gør alvor af truslen om at indføre en transportafgift. Det skriver administrerende direktør Ove Thejls i et brev, han har sendt til skatteminister Holger K. Nielsen (SF).

Ifølge TV Midt-Vest opfordrer Ove Thejls skatteministeren til at parkere kørselsafgiften.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Afgiften vil ikke blot belaste den danske konkurrenceevne hårdt - den vil også i sin fulde udstrækning medføre en for Tican helt uacceptabel skævvridning af konkurrencesituationen inden for Danmarks grænser som følge af vore produktionsvirksomheders geografiske placering, skriver direktør Ove Thejls i brevet.

Mellem 2,2 og 6,3 millioner

Detaljerne omkring kørselsafgiften er ikke på plads, men Tican har regnet ud, at hvis prisen - som skitseret - er 1,50 kroner pr. kørsel på alle veje, er udgiften 6,3 millioner kroner, mens det vil koste Tican 2,2 millioner kroner, hvis kørselsafgiften kun omfatter motorvejsnettet.

I sidste uge advarede 17 jyske borgmestre mod konsekvenserne af en afgift. De sendte også et brev til Holger K. Nielsen.

Borgmestrene repræsenterer kommuner, der er industri-tunge og meget afhængig af transport til og fra produktionsvirksomheder.