De var i forvejen under et ekstremt tidspres i Bruxelles for at nå at få forhandlet EU’s nye landbrugspolitik på plads. Nu virker det nærmest umuligt, efter Europa-Parlamentets landbrugsudvalg har meldt ud, at de først vil stemme om de mere end 7.400 ændringsforslag til de nye regler til januar og ikke senere på måneden som planlagt.

Officielt er begrundelsen, at parlamentarikerne vil vente og se, hvor stort et budget Helle Thorning-Schmidt og hendes kolleger finder frem til for perioden, når de mødes til et topmøde om netop det den 22. og 23. november.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Denne beslutning vil gøre det muligt for os at tilpasse afstemningen i Landbrugsudvalget med stats- og regeringschefernes beslutning om langtidsbudgettet for 2014-2020, som er af afgørende betydning for fremtidens landbrugspolitik, siger formanden for Landbrugsudvalget Paolo De Castro.

Bag kulisserne står det dog klart, at landbrugsudvalget kæmper en hård kamp for at få styr på de mange ændringsforslag. Ved at udsætte afstemningen i to måneder til slutningen af januar vinder de tid på den korte bane. Målet er nu at få stemt om ændringsforslagene den 15. december, få udvalgets ok i januar og så lade hele parlamentet stemme i marts.

Først derefter kan der laves en endelig aftale med de europæiske ministre, som også arbejder som besatte på at nå frem til deres holdning.

Erhvervet nervøst

- Landmænd skal træffe investerings- og produktionsbeslutninger i god tid. Men med kun lidt over et år tilbage, før den nye fælles landbrugspolitik skal være på plads, er der stadig ingen, der kan fortælle landmændene, hvilken betydning det vil få for dem, siger Gerd Sonnleitner, der er leder af det europæiske landbrugs paraplyorganisation COPA.

Selv hvis det skulle lykkes at nå til enighed i løbet af det næste halvår, skal der stadig påregnes en del ekstra tid, før de nationale myndigheder er klar til at administrere et spritnyt regelsæt. Derfor lægger parlamentets beslutning om at udsætte afstemning nu ekstra pres på situationen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Realistisk, hvis vi skal nå igennem det til tiden, så er det et kæmpe problem, medgiver Christel Schaldemose (S), der er suppleant i Landbrugsudvalget.

Ifølge flere iagttagere er det stadig mere sandsynligt, at de nye regler for for eksempel enkeltbetalingsordningen først vil kunne træde i kraft i 2015.