40 til 60 biogasanlæg skal dække 20 procent af behovet for vedvarende energi i Ringkøbing-Skjern Kommune inden 2020. Det fremgår af kommunens Energi-2020 plan, hvor anlægsinvesteringer på knap 1,3 milliarder kroner skal sikre, at landets største kommune når sit mål på biogasområdet.

Ud over vindenergi fra et par hundrede vindmøller, hvor de eksisterende allerede nu leverer al den strøm, som kommunen bruger, skal 20 procent af energien leveres af biogasanlæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Desuden regner kommunen med, at den vedvarende energi også skal komme fra bygninger, der producerer mere energi, end de forbruger. Desuden skal energikilder som jordvarme, fjordvarme, solceller og andre vedvarende ressourcer bruges.

Med hensyn til produktion af biogas skal 80 procent af husdyrgødningen i kommunen udnyttes. Desuden skal dyrkning af energipil optimeres og udnyttes.

Hovedparten af anlæggene skal være decentrale og levere gas via 110 kilometer rør til blandt andet de kommunale fjernvarmeværker.

Skaffe kapital

Opgaven med at udbygge biogasproduktionen er lagt i hænderne på Bioenergi Vest A/S, der er etableret af Ringkøbing-Skjern Kommune, Vestjysk Landboforening og Ringkøbing Fjordens Erhvervsråd.

- Via Bioeenergi Vest har vi søgt om anlægsstøtte fra NaturErhvervsstyrelsen til etablering af fem decentrale værker, og vi regner med at få besked omkring den 1. december, fortæller direktør Lars Byberg , Bioenergi Vest.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hermed vil det være muligt at hjælpe de kriseramte landmænd, der ønsker - men ikke kan - skaffe den nødvendige kapital, tilføjer han.

Anlægstilskuddet er 30 procent af anlægssummen, og Lars Byberg  oplyser, at der vil være et sted mellem tre og 12 leverandører til hvert af biogasanlæggene, der i gennemsnit kan behandle gylle fra 1.500 DE.

- Ved at Bioenergi Vest står som ejer af selskabet, kan biogasanlægget leases eller lejes ud til landmændene, hvilket forhåbentlig vil gøre det muligt at skaffe finansiering, siger Lars Byberg fortrøstningsfuldt.

Tankstation til gas

De fem biogasanlæg er den første etape af Ringkøbing-Skjerns energiplan for det sydlige område af kommunen.

En tankstation til biogas fra metan er også på tegnebrættet. Her er det tanken, at de 25 skraldebiler hos det lokale renovationsfirma ESØ I/S skal køre på biogas.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vækstforum i Region Midt støtter udviklingen af denne idé med godt en million kroner.

- Med skraldebilerne har vi et grundlag for en tankstation, som mange af vores tyske gæster, der kører på gas, vil kunne få glæde af.

Lars Byberg tilføjer, at Ringkøbing Skjern Kommune hvert år har cirka 2,5 millioner tyske overnatninger, og at der kører cirka 100.000 gasbiler i Tyskland og cirka en million gasbiler i hele Europa.

Udnytteligt potentiale kubikmeter metan pr. år

Kilde: Energi 2020