Maskinbladet, Schweiz.

Tre river med to rotorer er ikke nok. I hvert fald ikke for hollandske Lely, der nu tilføjer yderligere to modeller i serien af Hibiscus-river med to rotorer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tilbage på Agritechnica i november 2011 lancerede Lely Hibiscus CD 715 Vario, CD 745 Vario og CD 915 Vario. Nu tilføjer Lely en trejde model i rækken, Hibiscus CD 815 Vario, der målt på arbejdsbredde kiler sig ind bag ved CD 915 Vario.

Riven har en arbejdsbredde fra 7,4 til 8,1 meter. Chaufføren regulerer arbejdsbredden hydraulisk fra kabinen, deraf tilnavnet Vario i modelbetegnelsen. De to rotorer bæres af hver seks hjul.

- Riven henvender sig til store landbrug, der selv vil rive græsset sammen. CD 815 er også et alternativ som nummer to rive på en maskinstation, fortæller Norbert Van Herr fra Lely.

Et lavere prisleje

Men Lely har også indset, at der gemmer sig kunder til mere enkle produkter. En ny rive, Hibiscus CD 715, er et resultat af dette.

Lely Hibiscus CD 715 er bygget på samme chassis som Hibiscus CD 745 Vario, men med en mindre arbejdsbredde, og den har i modsætning til sin navnebror, CD 715 Vario, ingen hydraulisk justering af arbejdsbredden. Her må man nøjes en mekanisk justering af arbejdsbredden, der kan justeres i tre forskellige positioner fra 6,75 til 7,05 meter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I modsætning til de andre river i Hibiscus-serien har den mere ?mekaniske? model kun fire hjul under hver rotor, og man må tage til takke med 10 rivearme i stedet for 11 på de resterende modeller i serien.

- Riven er helt klart ment som en slags entry-rive. Det vil sige en enkel rive for dem, der gerne vil prøve at lave arbejdet selv, men som ikke vil bruge så mange penge på en rive, vurderer Norbert Van Herr.

Sammen med introduktionen af de to river har Lely ligeledes lanceret en vender i Lotus Profi-serien. Her har der hidtil været to modeller på henholdsvis 10,2 og 15 meter, men Lely Lotus Profi 1250 kiler sig ind mellem disse to med en arbejdsbredde på 12,5 meter.

- Lely Lotus Profi 1020 er den mest populære af de to modeller, men vi kan mærke, at folk begynder at efterspørge noget større. Lotus Profi 1250 er til den målgruppe, der netop går efter en lidt større vender, men som ikke vil tage det store spring og købe en model med 15 meters arbejdsbredde, fortæller Markus Cuber fra Lely.