Abonnementsartikel
På Lelys første rive med fire rotorer er der tænkt ud af boksen
Lely træder ind i en ny æra med storriven Hibiscus 1515 CD.
Riven har en arbejdsbredde fra 11 til 14,8 meter, og den er i stand til at lave en skårbredde på 1,2-4,0 meter. Men ud over, at det er en rigtig stor rive, så er det den specielle måde, riven klapper ud og ind mellem transport og mark, der er speciel – og i høj grad den måde riven kører på, når den arbejder i marken.
Riven har godt nok en langsliggende ramme, som vi kender det fra andre river, men på rammen sidder to vinger, hvor transporthjul og de forreste rotorer er monteret på. Disse vinger køres ud, nærmest som når man åbner en saks, når riven skal arbejde i marken, og det smarte er, at transporthjulene følger med ud og giver meget større stabilitet i riven.
Lely har arbejdet meget på at holde riven under fire meter i højden. Det er lykkedes, og den holder samtidig en frihøjde på 40 centimeter over jorden - og det er vel at mærke med alle rivearmene i arbejdsposition.
Den nye rive er isobus kompatibel, hvilket betyder, at den i princippet kan styres fra traktorens terminal, hvis den opfylder isobus-standarden.
Det er planen, at storriven skal køre i et begrænset antal i 2012. I 2013 forventes den endelig klar til salg.