Denne uges besøg af EU's landbrugskommissær, Ciolos, bragte ikke epokegørende nyheder til dansk landbrug. Det er dog værd at hæfte sig ved, at han slog fast, at en grønnere EU-landbrugspolitik ikke må gå ud over de lande, der allerede har et miljørigtigt landbrug.
- Vi skal finde en middelvej mellem en fælles landbrugspolitik med lighed for alle og en vis grad af fleksibilitet. Vi må have for øje, at nogle lande allerede har gjort en stor indsats for miljøet, og det er vigtigt, at vi ikke kommer til at straffe de grønneste landbrug for at være langt fremme på miljøområdet, sagde han kort efter ankomsten til Danmark i søndags.
Det er næsten sød musik i internationalt orienterede danske landmands ører, for den indstilling burde sikre rimelige konkurrencevilkår på tværs af EU-landene.
Desværre er der meget, som tyder på, at dansk landbrug ikke skal glæde sig for tidligt over kommissærens løfte, for den danske regering med fødevareminister Mette Gjerskov (S) i spidsen har hidtil gjort temmelig meget for at undergrave dansk landbrugs konkurrenceevne med særlige, danske påfund som de forkætrede randzoner, som tromles igennem uagtet, at beslutningsgrundlaget er ufuldstændigt, kortmaterialet er mangelfuldt og den påståede effekt er yderst tvivlsom.
Ministeren har desværre en fanatisk og næsten religiøs tilgang til randzone-idéen, og så kan Ciolos love nok så meget, at de mest miljørigtige landmænd ikke skal straffes. Det kommer alligevel til at ske, for i Danmark har vi en regering, som træffer sine beslutninger fuldstændig løsrevet fra den virkelighed, som almindelige mennesker skal fungere i.
Det tragiske er, at mange af den nuværende regerings mærkeligste idéer blev fostret under den forrige regering, men blot nu har fået en endnu værre drejning.
Men når en tidligere minister - Kristian Jensen (V) - og Venstre-borgmestre nu tager afstand fra vandplanerne, er der håb for fremtiden. Ikke mindst på baggrund af de meningsmålinger, som lige nu sender S og SF helt ned på de bageste rækker i folketingssalen.
