Landmænd landet over må acceptere, at der ikke er tale om ekspropriation, når de til september skal udlægge 50.000 hektar jord til dyrkningsfrie randzoner.

Men de kan ikke få at vide, hvorfor der ikke er tale om ekspropriation. Fødevareminister Mette Gjerskov (S) fastholder nemlig, at den juridiske vurdering fra Kammeradvokaten er fortrolig. Det skriver altinget.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hemmelighedskræmmeriet vækker kritik fra både Advokatrådet og oppositionen.

Fødevareudvalget har bedt om at se Kammeradvokatens vurderinger, men har måtte nøjes med en sammenfatning. Denne sammenfatning er på Folketingets hjemmeside fortrolig - og dermed ikke tilgængelig. Det vækker kritik i Advokatrådet, som har skrevet til Folketinget om sagen.

I brevet pointerer Advokatrådet, at regeringsgrundlaget indeholder et afsnit om god regeringsførelse og om god lovkvalitet. Her fremgår det, at regeringen vil fremme åbenhed og den parlamentarisk kontrol, samt styrke det vidensgrundlag, som Folketinget har for at lovgive. De fine intentioner harmonerer ikke med hemmelighedskræmmeriet i randzone-sagen, mener Advokatrådet:

Lene E: Det kan ikke være afklaret endnu

Konservatives fødevareordfører, Lene Espersen, som i en årrække var justitsminister, erkender, at man ofte holder kammeradvokatens vurderinger fortroligt, men hun synes, at det er en uskik, at Radikales ordfører, Camilla Hersom, under førstebehandlingen henviste til Kammeradvokatens vurdering, når den ikke er offentlig.

- Det er et problem, at en ordfører bruger Kammeradvokatens notat som argument, når der ikke er offentlig adgang til det. Jeg kan godt forstå, at landmænd er frustrerede over, at de ikke kan få lov at se den vurdering, siger hun til altinget.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hun mener, at spørgsmålet om ekspropriation slet ikke kan være endeligt afklaret på nuværende tidspunkt, fordi det endnu ikke er fastlagt, hvor randzonerne skal ligge, ligesom det endnu ikke er fastlagt, hvor meget lodsejerne får i kompensation.

På grund af uklarhederne med kort, jura og kompensation, mener Espersen, at randzonerne bør udskydes et år.