Det var i strid med Aarhus-konventionen, da tidligere miljøminister Karen Ellemann (V) fik indført, at organisationer og virksomheder skulle betale 3.000 kroner i gebyr for at klage til Natur- og Miljøklagenævnet.

Det har Aarhus-konventionens kontrolkomite i Geneve, der hører under FN, afgjort i sidste uge. Det oplyser Dansk Ornitologisk Forening (DOF), der har indbragt klagen over gebyret.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Afgørelsen er en stor sejr for det frivillige arbejde, der udføres af de grønne organisationer. De kan nu fortsætte arbejdet for at forbedre beskyttelsen af natur og vandmiljø til gavn for blandt andet en række af vore sårbare engfugle, siger DOF's næstformand, biolog Niels Riis, der udarbejdede klagen.

Aarhus-konventionens kontrolkomite har afgjort, at Danmark har overtrådt konventionens artikel 9 om, at det ikke må være uoverkommeligt dyrt at klage.

Komiteen lægger vægt på, at organisationer som DOF udfylder en vigtig rolle i det demokratiske samfund ved at klage på naturens og miljøets vegne. Komiteen skriver direkte, at ”NGO'ernes klager har resulteret i ophævelsen af et stort antal ulovlige afgørelser og standset mange potentielt miljøskadelige aktiviteter”.

Folketinget behandler i øjeblikket et forslag fra miljøminister Ida Auken om at nedsætte klagegebyret til 500 kroner for alle.