De danske bolig- og gårdejere kan blive de uforskyldte tabere i EU-systemets forsøg på, at undgå finanskriser i fremtiden. Det meget populære F1-lån kan nemlig komme i klemme i en ny lovgivning, der skal skærpe kravene til finanssektoren, så den er bedre rustet til krisetider. Det skriver DR Penge.

60 procent af de danske boligejere har F1-lån, og de kan se frem til væsentligt højere renter, hvis ikke der kommer en dansk undtagelse med i lovgivningen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ellers kan de regler, som tilsyneladende er undervejs, være direkte dræbende for det danske realkreditsystem, fortæller Ane Arnth Jensen, der er direktør i Realkreditrådet.

- Problemet er, at den måde, som man indretter reglerne på, muligvis kan være god medicin i nogle lande, men i Danmark er der altså kun bivirkninger, og der er faktisk risiko for alvorlige bivirkninger, afhængig af, hvordan udfaldet bliver af det der sker i øjeblikket i EU, siger Ane Arnth Jensen til DR.

Krav om ekstra penge i kassen

Problemet med lovpakken er, at finansielle virksomheder skal have pengene i kassen et helt år før, en regning skal betales. Det er blandt andet aktuelt i forbindelse med indløsning af lån.

For de danske realkreditinstitutter betyder det, at når de for eksempel udsteder obligationerne bag et F1-lån skal de samtidig deponere et tilsvarende beløb i hele låneperioden som garanti for at investorerne får deres penge tilbage.

Det øger omkostningerne betragteligt - og de ekstra omkostninger bliver sendt videre til boligejerne.