Maskinbladet, England.
På Englands største landbrugsmaskinudstilling Lamma, der hvert år afholdes i januar måned, var flere danske virksomheder repræsenteret. Et af dem var nordvestjyske He-Va fra Mors.
- England er et vigtigt marked for os, da knap 17 procent af vores omsætning kommer fra engelske landmænd, fortæller Jens Iversen, eksportchef hos He-Va.
Det er hovedsageligt tromler, som He-Va leverer til den britiske ø, men også harver og disc-systemer ryger til England.
- Specielt til det engelske marked udviklede vi for nogle år siden vores Combi-Tiller, fortæller Jens Iversen, om grupperedskabet, der fungerer enten som solo redskab eller i større grad også i kombination med eksempelvis Disc-Roller, som er He-Va?s disc-harve med arbejdsdybde ned til 12 centimeter.
Efterfølgende har He-Va præsenteret Combi-Tiller MK II, hvor der blandt andet er mulighed for at justere arbejdsdybden under arbejdet.
Englænderne vil i dybden
- Combi-Tiller går bogstaveligt talt som varmt brød i England, hvor vi ofte sælger Combi-Tiller sammen med Disc-Roller. Englænderne bruger ofte kombinationen til det falske såbed efter høst og inden såning, forklarer Jens Iversen.
Han mener, vi kan lære meget af englænderne:
- Efter 25 år med reduceret jordbehandling har de engelske landmænd opbygget sig en stor erfaring, og selvom jorden svinger fra lettere sand til ekstrem leret jord i Storbritannien, tror jeg vi vil se de samme tendenser hjemme i Danmark.
- Englænderne har fundet ud af, at det ikke længere er nok kun at arbejde øverligt i jorden forud for såning. Det kræver en dybdegående jordbearbejdning at få et ordentligt resultat ved alle afgrøder, hvilket vi ikke alle steder i Danmark benytter os af. Men det er jeg overbevist om, at vi kommer til om få år, fastslår Jens Iversen.
Han fortæller, at ideen til Sub-Tiller, som er He-Va?s grubber med såudstyr til raps, er hentet hjem fra England.
- Specielt ved gruppesåning af raps er det godt komme i dybden. Det hjælper grubberen med. Det er godt for rødderne og godt for væksten af planten, siger Jens Iversen.
Tredje generation Combi-Tiller præsenteres i 2012
I 2012 præsenterer He-Va en tredje generation af Combi-Tiller. Denne gang får redskabet navnet ST.
- ST står for SpringTime, da vi vil sætte tænder med mekaniske fjedreudløsere på harven, fortæller Jens Iversen.
Tænderne får He-Va fra amerikanske Vil-Rich, og det er stadig muligt at stille dybden hydraulisk på harven fra traktorens kabine under arbejdet.
- Harven bliver både lettere og billigere sammenlignet med Combi-Tiller MK II, og den er allerede i priskataloget for 2012, tilføjer Jens Iversen.