Videncenter for Svineproduktions forsknings- og udviklingsaktiviteter skal i højere grad finansieres af genafgifter som afkast af omsætning af DanAvl-genetik og i mindre grad af opkrævede produktionsafgifter for slagtedyr og eksporteret smågris fra de danske svineproducenter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det fastslog direktør Nicolaj Nørgaard, Videncenter for Svineproduktion, Landbrug & Fødevarer på tirsdagens årsmøde.

- Kigger vi på summen af genafgifterne i 2010 blev det 67,2 millioner kroner, hvoraf cirka en tredjedel kom fra udlandet. Det er en stigning på 50 millioner kroner siden 2008, som skyldes liberaliseringen af DanAvl. Og det er den økonomiske udvikling, der især har bidraget til Videncenter for Svineproduktions overskud, og som vi nu kan dele ud af, siger Nicolaj Nørgaard.

Ikke kun penge i lommen

- Der er 25 millioner kroner til deling blandt de danske svineproducenter i 2011. Det sker efter en nøgle, som betyder, at slagtesvineproducenterne vil få cirka 50 øre pr. leveret svin, mens der udbetales cirka 13,50 kroner pr. årsso. Soholderne får deres udbetaling i forhold til antal søer i CHR, mens slagtesvineproducenterne får betaling på basis af indberetninger fra slagterierne og eksportørerne.

- Det øgede salg af dansk genetik betyder ikke kun penge direkte ned i producenternes lomme. Det har også resulteret i, at avlsarbejdet og forsknings- og udviklingssamarbejdet er blevet 2,20 kroner billigere pr. produceret gris i Danmark. Det er min klare forventning, at det beløb vil være stigende de kommende år, siger Nicolaj Nørgaard.

Han tilføjer, at produktionsafgifterne er tilpasset de nuværende indtægter fra DanAvl, hvorfor Videncenter for Svineproduktion ikke kan love at præstere en tilsvarende udbetaling af overskud i 2012 og 2013.