Videncenter for Svineproduktion holder på tirsdag sit årsmøde med beretning ved formanden, Lindhart B. Nielsen, og kilder i landbruget venter, at det er hans sidste.

Selv siger Lindhart B. Nielsen, at det har han intet hørt om.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg er ikke selv på vej til at stoppe. Arbejdet er fortsat spændende og udfordrende, så jeg kører på. Men hvis der er andre, der synes, jeg skal stoppe, så er det fair nok, siger formanden.

Lindhart B. Nielsen har beklædt formandsposten i VSP - Videncenter for Svineproduktion - siden 1996, hvor han tog over efter Jørgen Laursen Vig, da han blev formand for Danske Slagterier.

Formand uden bagland

Når der er spekulationer i gang om Lindhart B. Nielsens fortsættelse som formand skyldes det, at han er den eneste i VSP’s bestyrelse, der ikke har et bagland, forstået på den måde at Lindhart B. Nielsen er udpeget af Landbrug & Fødevarer, men han sidder hverken i L&F’s bestyrelse eller i de organisationer, hvorfra L&F-bestyrelsesmedlemmer rekrutteres.

Da Landbrug & Fødevarer blev etableret valgte man at sikre kontinuiteten i Videncenter for Svineproduktion ved at L&F-bestyrelsen udpegede både Lindhart B. Nielsen og Per Bach Laursen til at fortsætte i bestyrelsen, men sidste år satte L&F ”egne folk” ind på to af de tre poster, L&F ”sidder på”. De to er Niels Vestergaard Salling og Claus Jørgensen, der er hentet fra Familielandbrugets rækker.

Spørgsmålet er, hvornår Landbrug & Fødevarer vil besætte alle tre poster fra ”egne rækker”.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men det hører også med, at der er kilder i landbruget, der synes, at 15 år i formandsstolen er nok.

Har vist lederskab

Et formandsskifte ville i givet fald ske efter Landbrug & Fødevarers delegeretmøde senere på året. Efter dette møde konstituerer L&F sig og udpeger de folk, man ønsker, der skal sidde i de forskellige udvalg og bestyrelser.

Spekulationerne om Lindhart B. Nielsens afgang som formand var imidlertid kraftigere for et år siden. Men stemningen har ændret sig det seneste års tid, hvor i hvert fald en del af bestyrelsesmedlemmerne i VSP har anerkendt Lindharts ledelse - ikke mindst i nogle interne opgør, hvor slagteriernes repræsentanter i VSP har stået stejlt over for de øvrige i bestyrelsen. Her har Lindhart ifølge kilder vist lederskab.

De samme kilder anerkender også, at Lindhart B. Nielsens viden om dansk svineproduktion er ”second to none”.

 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hyologisk har også beskæftiget sig med formandsvalget i VSP. På www.hyologisk.dk kan du også give dit besyv med.