Fødevareministeriets område bliver centralt under det danske EU.-formandskab, der begynder 1. januar 2012.

Både landbrugs- og fiskeriområdet står nemlig over for gennemgribende reformer, og nøgleforhandlinger kommer til at foregå de seks måneder, hvor Danmark sidder for bordenden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Danmarks EU-formandskab er lige om hjørnet. Og det er vigtigt at få knyttet nogle personlige kontakter i EU-Kommissionen og blandt de andre landes ministre. Derfor har jeg sat efterårsferien på standby og drager til Bruxelles for at varme op under det danske formandskab, siger Mette Gjerskov.

Den danske fødevareminister mødes i dag med EU's forbrugerkommissær John Dalli, landbrugskommissær Dacian Ciolos og fiskerikommissær Maria Damanaki.

Kommissionen har netop lanceret sit udspil til en landbrugsreform, der skal gælder fra 2013. Kommissionens udspil til en fiskerireform blev fremlagt i juli og der forventes et yderligere forslag i december.

- De europæiske landmænd og fiskere står i en økonomisk og miljømæssig brydningstid. Det er altafgørende for fremtidens fødevareproduktion, at vi med reformerne får en grønnere politik, der kan fremtidssikre både fødevareproducenterne og naturen, siger fødevareministeren.