Store mængder halm fra årets høst kunne være blevet til CO2-neutral bioenergi, men mangler afsætning i Danmark. Det kan i yderste konsekvens betyde, at det danske halmmarked kollapser:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Danmark har et unikt system med know-how inden for opsamling af halm på landbrug og maskinstationer. Den model er i fare for at blive smadret, fordi det i Danmark ikke er muligt at afsætte halmen, advarer Hans Stougaard, formand for danske halmleverandører.

Problemets kerne er, at de store aktører som Vattenfall og Dong Energy har større økonomisk vinding ved eksempelvis at hente flis fra Canada på bekostning af dansk halm, som de ikke er forpligtigede til at bruge.

På det politiske plan er man tøvende med at gøre noget aktivt for at fremme brugen af dansk halm.

- Vi kan ikke gå ind og blande os i det danske halmmarked. Omvendt har vi selvfølgelig en interesse i, at der bliver brugt halm på danske kraftvarmeværker, siger Lars Christian Lilleholt, energipolitisk ordfører for Venstre.

Kurs mod konkurs

De danske halmleverandører er særdeles klemt. Flere halmleverandører, som Maskinbladet har talt med er tæt på at måtte opgive deres forretning og dreje nøglen om. Det er en udvikling, som man kan nikke genkendende til hos Danske Halmleverandører.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi havde en usædvanlig god høst i år. Der blev presset 25 procent mere halm end normalt. Det ville alt andet lige være en god nyhed. Men i stedet er det et alvorligt problem, fordi halmen ikke kan afsættes, siger Hans Stougaard.

Bliver konsekvensen, at landmænd og halmleverandører må dreje nøglen om, sættes der en lavine i gang, hvor halmen bliver solgt til spotpris.

- Hele den danske model er i fare lige nu, fordi der ikke bliver købt halm, siger Hans Stougaard.

I regeringen er man blevet gjort opmærksom på problemstillingen.

- Jeg kan sige, at vi følger situationen meget nøje og overvejer, om der er noget, vi som politikere kan gøre, lover Lars Christian Lilleholt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lem på klem

Hans Stougaard er dog ikke er udpræget tilfreds med, at politikerne vil have CO2-neutral energi, når der ikke er nogen handling bag.

- Alle politikere taler om grøn og klimavenlig energi. Men de har ikke forpligtiget varmeværker i Danmark på at bruge det mest nærliggende, klimavenlige biobrændsel i Danmark, pointerer Hans Stougaard.

Lars Christian Lilleholt vil ikke tale om kvoter eller tvang, men åbner op for en anden vej til mere halm hos kraftvarmeværkerne.

- Hvis vi i opgørelser kan se, at halmen bliver fortrængt fra danske kraftvarmeværker, vil jeg ikke afvise, at vi skal ind og se på de aktuelle afregningspriser for afbrænding af halm, foreslår han.

Det er lige præcis dette instrument, som danske Halmleverandører gerne ser brugt øjeblikkeligt:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi mangler lige præcis den type politisk opbakning. Vi kan helt konkret vælge imellem at sikre danske arbejdspladser og bruge klimavenlig biobrændstof i kraftvarmeværkerne - eller vi kan importerer flis eller regnskov og brænde det af i Danmark. Valget burde ikke være svært, konkluderer Hans Stougaard.

FAKTABOKS

2500 ton halm ? ingen købere

Anders Hansen driver en maskinstation i Odder og har i en årrække været halmleverandør til både et lokalt varmeværk og Dong Energy. Ved sommerlicitationen 2009 hos Dong Energy denne sommer fik han solgt 1000 ton halm.

- Dong meldte senere ud, at man ville lave en ekstra licitation om efteråret og opfordrede til at få indsamlet og presset halmen. Det var en stor halmmængde til rådighed og jeg valgte at bjærge 2500 ton halm ekstra, forklarer Anders Hansen.

Han fik en afregningspris på 57 øre pr. kg ved sommerlicitationen og bød derfor ind til efterårslicitationen i september med priser både under, magen til og over prisen, han fik ved sommerlicitationen.

- Men til min store overraskelse fik jeg afslag på alle mine tilbud. Det betyder, at jeg har for cirka 1,25 mio. kroner halm stående, uden udsigt til salg, fortæller Anders Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han ærgrer sig over, at man som udbyder i halmmarkedet er meget sårbar, fordi der kun er meget store aftagere og ikke nogen noget system eller politisk opbakning, som kan sikre afsætningen.

- Vi skal have vished. Det dur jo ikke, at vi går ud og bjærger flere tusinde ton halm, og bagefter reelt står uden aftagere, siger en ærgerlig Anders Hansen.

Han understreger, at Dong Energy har handlet efter reglerne, men at det er uholdbart, at halmleverandørerne famler i blinde efter den rette pris og ender med masser af halm, som ingen vil købe.