Der er behov for en national handlingsplan for at redde det kriseramte landbrug. Sådan lyder opfordringen fra professor Finn Østrup og studielektor Troels Troelsen fra Københavns Handelshøjskole, CBS.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De peger i et debatindlæg i Berlingske Tidende på, at landbrugets massive gældsbyrde og historisk lave afregningspriser skriger på handling.

- Som et af vores største eksporterhverv skal vi sikre landbrugets fremtid. Samtidig sidder de danske banker på grund af landbrugets krise med en regulær gældsbombe under sig. En bombe, som kan true den finansielle stabilitet. De to faktorer betyder, at politikerne bør lave en handlingsplan for at få erhvervet på fode igen, siger Finn Østrup.

Tiltrække private investorer

Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) vil ikke komme med gyldne løfter, men peger på, at den kommende liberalisering af landbrugsloven gør det muligt at eje flere landbrug i aktieselskabsform og dermed tiltrække private investorer.

- Dermed åbnes der for tilførsel af kapital fra andre investorer, siger Eva Kjer Hansen.

- Der er et problem både i forhold til landbrugets konkurrenceevne og i forhold til gælden. Det nødvendiggør, at vi skal kigge på landbrugets rammevilkår, fortsætter hun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fjerne regler

Michael Brockenhuus-Schack, der er formand for Landbrug og Fødevarer, bifalder ideen om en national handlingsplan.

- Der er behov for politiske initiativer her og nu til at tage trykket. En eventuel handlingsplan skal gerne hjælpe med at fjerne nogle af de konkurrenceforvridende regler, som landbruget oplever, siger han.

Michael Brockenhuus-Schack peger på lempelser af jordskatten, fjernelse af spildevandsafgifter og reducering af udgifter til plantedirektoratet som mulige lempelser.

Finn Østrup og Troels Troelsen advarer i indlægget samtidig mod en Bankpakke 3 på grund af landbrugets gældskrise. De mener, at aktionærerne i bankerne kommer til at betale for den lånepolitik, der har været praktiseret over for landbruget.