Det har været nogle gode år for de danske minkavlere, men meget tyder på at branchen nu skal til at vænne sig til en normalisering. Ved Kopenhagen Furs auktion i februar lå priserne 30-40 procent under sidste års rekordpriser.

Skåret over en bred kam står de danske minkavlere dog stærkt, når det gælder mødet med den nye virkelighed.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det vurderer Jacob Rossen, virksomhedsrådgiver hos Heden & Fjorden, der rådgiver og laver regnskab for omkring 10 procent af branchen, hvilket vil sige cirka 150 minkproducenter.

Han siger til Maskinbladet, at minkavlerne generelt har været rimeligt gode til at afvikle dyr gæld, men der er fortsat mange, som har gæld, lyder det.

For de hårdest ramte er det særligt vigtigt at gøre sig klar til den nye virkelighed med lavere skindpriser.

Likviditet

For det første handler det om at få styr på likviditsreserverne:

- Hvad er renten på kassekreditten, hvad er bankens kreditramme, hvor meget kan du hente hjem i hvalpe og skindforskud, er der nogle maskiner, man eventuelt kunne lave nogle leasingsaftaler på, så man kunne få nogle penge frigivet på den måde. Det gælder om hele vejen rundt at se på, hvad er der af frie midler, som vi ikke nødvendigvis skal bruge, men som vi har som likviditetsreserver, hvis nu skindprisen skal ned ad, siger Jacob Rossen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det andet råd fra Jacob Rossen er at finde ud af, hvad ens produktionsomkostninger er. Her fremhæver han Heden & Fjordens Minkanalyse, hvor over 110 minkavleres forskellige nøgletal kan sammenlignes med ens egne:

- Der er rigtig mange, som ikke ved, hvad deres produktionsomkostninger er. Enten har de aldrig fået det stillet op i deres regnskab, eller også har de simpelthen ikke overblik over det. Her kan Minkanalysen været et godt redskab, der kan bruges til at lave sammenligninger med andre producenter, fortæller Jacob Rossen, der oplyser, at regnskaber stadig kan nå at komme med i Minkanalysen, hvis de afleveres inden 1. maj.

Målsætning

I den forbindelse er benchmarking det tredje råd fra Jacob Rossen. Det er essentielt at få lavet nogle tal, der kan bruges til at sammenligne sin produktion med andre minkavleres.

- På den måde kan man finde ud af, hvad er det for nogle knapper, man kan skrue. For mange famler i blinde og forsøger at optimere områder, hvor der ikke er noget at hente, siger han.

Sidste råd er at få lavet en ordentlig strategi. En strategi, som ikke kun er ord, men derimod en strategi som virker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis du ikke ved, hvad du vil tjene, så aner du ikke, om du nogensinde bliver tilfreds. Hvis du har et indtjeningsmål som hedder 1 million kroner om året før skat totalt set i virksomheden, men de udviklingsplaner og investeringsplaner, du har, de kræver måske du har en indtjening på 2 millioner kroner, så er der ikke sammenhæng i tingene, og så risikerer vi meget nemt, at de lige pludselig står i en uheldig situation, hvor de har sagt ja til en eller ande udvidelse eller investering, hvor det så viser sig, at de ikke har indtjeningen til at honorere det. De situationer har vi set nok af, afslutter Jacob Rossen.