Mens 2013 var et godt år for minkavlerne, så bliver de næste par år anderledes hårde. Det viser Heden & Fjordens minkanalyse.

Virksomhedsrådgiver i Heden & Fjorden, Jacob S. Rossen, er trods det gode 2013 ikke i tvivl om, at de kommende år bliver udfordrende for de minkavlere, der ikke har forberedt sig på tiden med faldende skindpriser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han har et par råd:

- Hvis ikke man har en klar strategi og fokuserer på fremtiden, så er den nemme og indlysende løsning på en god indtjening ofte bare at udvide produktionen. Det er der ikke nødvendigvis noget galt i, men det er afgørende, at man samtidig har afviklet dyr gæld og sørget for at have likvide reserver, siger Jacob S. Rossen.

Fra Jacob S. Rossen lyder tommelfingerreglen, at man har 20 procent af produktionsomkostningerne for to år lagt til side som likvid reserve.

Temaaften

Heden & Fjorden holder temaaften den 19. juni, hvor der vil blive vist highlights fra minkanalysen, ligesom der præsenteres et forecast på skindpriserne udviklet i samarbejde med Svend Jørgen Jensen fra Demetra.

Heden & Fjordens minkanalyse omfatter cirka 300.000 tæver fordelt på mere end 100 regnskaber for minkavlere og den viser et fantastisk 2013 for rådgivningsvirksomhedens kunder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gennemsnitsprisen per skind var 622 kroner - 10 kroner mere end den gennemsnitlige salgspris på alle danske skind i følge Kopenhagen Furs rapport efter september 2013 auktionen.