Et udvalg med repræsentanter for en række af branchens førende virksomheder er netop nedsat for at sikre, at visionen om en anderledes og mere aktiv udstilling også bliver til virkelighed.

- Det centrale er selvfølgelig at lave en udstilling, landmændene kan bruge, men også en udstilling, der passer til virksomhedernes behov, siger Sten Andersen, formand for Agromek og FarmerTech og tillige direktør for Dan Egtved A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi vil skabe en meget kompakt udstilling, hvor man som besøgende hurtigt kan skabe sig et overblik over alt, hvad der udbydes indenfor de forskellige områder - husdyrbrug, korn- og foderstof, energi og rådgivning. Vel at mærke samtidig med at man som gæst kan deltage i en række seminarer, konferencer og kundearrangementer. Vi inviterer områdets bedste eksperter og forskere til at levere oplæg, byder iværksættere indenfor og ikke mindst: Skaber rammerne for, at landmænd kan udveksle erfaringer med hinanden, fortæller han.

Medlemmer

Udstillerudvalget, der mødtes i sidste uge, består af direktør Jens Agergaard, JydenBur, direktør Jørgen Yde Jensen, Skov A/S, direktør Hugo S. Holm, Big Dutchman, salgsdirektør Torben Olesen, Aco Funki, direktør Jens-Peter Pedersen, Jema A/S, direktør Claus Brandt, Vissing Agro, vicedirektør Lisbet Holm, Viking Danmark, seniorkonsulent Christian Koustrup Frandsen, Seges VSP, projektleder Anne-Luise Skov Jensen, Agro Business Park, business manager Henrik Ottensen, AgroTech, marketingkonsulent Birgitte Wulff Mikaelsen, Seges, direktør Sten Andersen, Dan Egtved A/S samt direktør Allan Pedersen, Dansk Agroindustri.

Innovationstorv

Der var rigeligt med idéer til det faglige og praktiske indhold. Blandt andet er der tanker om et innovationstorv, hvor spirende idéer kan fremvises, ligesom der skulle blive mulighed for at komme tæt på forskernes verden. Andre eksempler på aktiviteter kunne være foderstrategier og grovfodring fra mark til foderbord samt et eksperimentarium, der fremviser idéer til reduktion af foderenheder til svin samt muligheder med rygspækmåling.

FarmerTech afholdes fremover de vintre, hvor der ikke er Agromek. Bag messen står Dansk Agroindustri, Landbrug & Fødevarer, MCH Messecenter Herning, Seges, Agro Businesspark, AgroTech og Viking Danmark.