Det bliver en anderledes landbrugsmesse, der kan få premiere den 22.-23. januar 2014, hvis der bliver den fornødne opbakning fra udstillere.

Landbrug & Fødevarer og Danske Landbrugsmaskinfabrikanter finpudser for tiden et koncept til den nye landbrugsmesse FarmerTech i MCH Messecenter Herning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den vil have fokus på innovation, viden og netværk. Leverandører af udstyr til husdyrbrug, korn og foderstoffer, rådgivning og energi bliver indbudt til at være med på messen.  

 -  Agromek ligger fast hvert andet år i november, men vi oplever hos både udstillere og besøgende et stort ønske om et andet fagligt arrangement i januar. Der har jo været tradition for at mødes i januar, og den tradition vil vi og mange udstillere gerne bære videre, siger formand for Danske Landbrugsmaskinfabrikanter, direktør Jens-Peter Pedersen, Jema A/S.

Billigere stande

De to samarbejdspartnere arbejder derfor med et koncept, hvor mødet mellem landmænd og leverandører er i centrum, så de to parter kan udveksle viden og erfaringer.

- FarmerTech skal mere være et kontaktsted end traditionel udstilling af maskiner og udstyr. Det skal være en mindre messe, hvor vi har meget fokus på at minimere udstillernes omkostninger. Udstillere får tilbudt indflytningsklare stande på 12-24 kvadratmeter, og alle deltager derfor under de samme forudsætninger – uanset om det er en stor eller lille virksomhed, siger Jens-Peter Pedersen, der understreger, at målgruppen er landmænd i Danmark.

En styregruppe med repræsentanter for samarbejdspartnerne skal stå for udvikling af det videre koncept for FarmerTech. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I Landbrug & Fødevarer bakker vi fuldt ud op om ideen. Når både udstillere og landmænd har et ønske om at komme på messe i de vintre, hvor der ikke afholdes Agromek, er det helt naturligt, at det er landmændenes og landbrugsmaskinproducenternes egne organisationer, der står for at arrangere FarmerTech, siger formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild.