Lyt til artiklen:

Landbrugsmessen på Gl. Estrup består - men ikke i år

00:00
Hastighed: ???x
02:25

Der vil også i fremtiden være Landbrugsmesse på Gl. Estrup, det ligger fast efter den nye bestyrelse har arbejdet for at sikre fremtiden for messen. Det oplyser Landbrugsmessen, Gl. Estrup i en pressemeddelelse.

De seneste måneder har ellers været usikre og hektiske for Landbrugsmessen på Gl. Estrup. Ved den ordinære generalforsamling i december blev der nemlig ikke fundet en ny bestyrelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor var der behov for en ekstraordinær generalforsamling, hvor der enten skulle vælges ny bestyrelse, eller også skulle messen lukkes.

Den ekstraordinære generalforsamling lykkedes ikke bare med at finde en ny bestyrelse - der var ligefrem kampvalg.

Ny bestyrelse

Dermed er der nu en otte-medlemmer stor bestyrelse plus suppleant. Bestyrelsen har konstitueret sig med Karen Rasmussen som formand og Martin Nielsen som næstformand. De øvrige bestyrelsesmedlemmer er Ruth Andersen, Rolf Østergaard, Tina Reckweg, Bettina Buhl, Mogens Vetter Jensen og Anne Bjerrekær. Suppleant er Anne Marie Løvø.

Den altoverskyggende og primære opgave for bestyrelsen var at sætte sig sammen og få lagt en god og bæredygtig plan for Landbrugsmessen, Gl. Estrup, som kan føre den populære messe sikkert ind i fremtiden og mod nye højder.

Den nye plan

Den nye bestyrelse har haft dialog med eksterne samarbejdspartnere og flere møder, og der er nu enighed om, at det ikke er muligt at lave en messe allerede i 2023. Noget, som direktør for Det Grønne Museum, Anne Bjerrekær, også tidligere tvivlede på.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landbrugsmessen på Gl. Estrup er trængt - tror ikke på messe i 2023

Se også:

Landbrugsmessen på Gl. Estrup er trængt - tror ikke på messe i 2023

- Der er selvfølgelig et tidsperspektiv, hvor vi har meget kort tid til sidste weekend i maj, men det er overvejende af økonomiske grunde, at vi ikke kan arrangere en landbrugsmesse i år, udtaler formand Karen Rasmussen og fortsætter:

- Vi vil ikke gå på kompromis med indholdet, når det er 25-års jubilæum.

Bestyrelsen vil bruge tiden frem til næste års messe, som er planlagt til weekenden 25. til 26. maj 2024, til at indgå aftaler om indslag og ikke mindst forsøge at skaffe flere økonomiske midler.

Samtidig tilføjes det, at messen er afhængig af mange frivillige medhjælpere både før, under og efter messen.