PensionDanmark har tirsdag givet et investeringstilsagn på 320 millioner kroner til fonden Silverland, som investerer i afrikansk landbrugsjord.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Selskabet forventer et "attraktivt investeringsafkast" baseret på et højt udbytte pr. hektar landbrugsjord, to høstsæsoner pr. år og jordpriser, der er væsentligt lavere end i USA og Europa.

- Vi har et stigende fokus på investeringer i Mellemafrika, som er på vej til at blive en af de næste store vækstregioner i verden. Det seneste år har vi samlet givet tilsagn om investeringer for 600 millioner kroner i Afrika inden for vedvarende energi, børsnoterede selskaber og nu landbrugsjord. De har alle potentiale for gode afkast, siger administrerende direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

- Vi lægger vægt på, at investeringerne i Afrika er socialt ansvarlige og understøtter en bæredygtig lokal udvikling. Derfor vil fonden arbejde tæt sammen med de lokale bønder om uddannelse, såsæd og adgang til mersalg, så de også kan vinde ved investeringen, siger Torben Möger Pedersen.

Fonden Silverland, som PensionDanmark har skudt penge i, har fokus på landbrugsproduktion i Tanzania, Zambia, Malawi, Uganda og Mozambique. Det samlede investeringstilsagn til fonden forventes at blive på 1,6 milliarder kroner.