Yara og Bredal mener begge, at man skal tænke sig om, da gødskning er et af de steder der er mulighed for optimering.

Gødskningssæsonen melder som sædvanligt sin ankomst når vi rammer februar-marts måned og de danske landmænd skal igen i gang med at gøre deres spredere klar. Et af de steder, hvor man som landmand kan optimere på brugen af sin gødning, er ved spredningen. Mange landmænd springer ofte spredetesten over, da de i marken ikke visuelt kan se konsekvenserne af deres spredning, skriver Bredal i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi plejer at sige at variationskoefficienten skal under 15 procent før, at man har en optimal spredning. Det er dog en udfordring, at det først giver synlige tegn i marken, ved en koefficient på mere end 25 procent. Man kan altså sagtens have en utilfredsstillende spredning uden, at man finder ud af det, fortæller Jan Brixen der er kunderådgiver hos Bredal.

Test gødning og spreder

Hos gødningssprederproducenten Bredal anbefaler de, at man altid kvalitetstester sin gødning, tester spredningen på den gødning man har anskaffet sig til sæsonen og sikrer en god vedligeholdsstand på ens spreder, så man får så meget ud af gødningen som muligt, skriver Bredal i en pressemeddelelse.

- Man bør hvert år tjekke sin spreders grundindstillinger og sikre sig at spredevinger, tallerkener, lejer og kileremme ikke er blevet nedslidte. Desuden er det meget vigtigt, at sprederen er monteret korrekt på traktoren, så sprederen har den optimale højde og ikke hænger skævt på nogen måde. Når man har styr på det, er det også essentielt at man tjekker kvaliteten af den gødning man har købt da den kan have taget skade under transport og opbevaring, siger Jan Brixen og giver gode råd til hvordan det gøres bedst:

- Man bør tjekke sin gødnings kornstørrelsesfordeling, kornstyrke og vægtfylde for at sikre, at gødningen har de egenskaber, som producenten har angivet. Derefter skal sprederen indstilles efter spredetabellen for den aktuelle gødning. Når alt dette er gjort er det vigtigt, at man slutter med at lave en spredetest i marken for at sikrer at ens variationskoefficient er under de 15 procent, siger Jan Brixen.

Opbevaring sikrer kvaliteten

God spredning er alfa og omega for et godt udbytte og derfor stiller gødningsproducenten Yara også nogle retningslinjer for, hvordan deres gødning bedst håndteres, så man kan opnå et tilfredsstillende sprederesultat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Alt gødskning starter med at man køber den rigtige gødning, og derefter er det vigtigt at man behandler sin gødning korrekt. Gødningen skal transporteres så lidt som muligt, og opbevares et sted hvor det bliver udsat mindst muligt for vind og vejr samt direkte sollys, fortæller Kristoffer Thomsen, Development Manager - Marketing hos Yara Danmark.

Dertil slår Yara ligeledes et slag for at man ikke må springe sin spredetest over, da de økonomiske gevinster ved denne test ligger lige for.

- Det tager en lille time at lave en god spredetest, og forskellen fra en variationskoefficient på 15 procent kontra 25 procent er en udbytteprocent på ca. én, hvilket hurtigt kan løbe op i flere tusind kroner. Har du som eksempel 200 hektar vinterhvede og høster du 80 hkg. i gennemsnit vil du med en kornpris på 120 kroner pr. 100 kg. opnå en forskel på 19.200 kroner på bundlinjen ved at gå fra 25 til 15 procent i variationskoefficient. Dette er penge som er nemme at hente og samtidig undgår du graverende spredefejl, hvilket desværre kan ske når alting skal gå lidt hurtigt, siger Kristoffer Thomsen

Gode råd til spredning

Hos Yara er man overbeviste om, at god spredning er en del af det at gødske økonomisk og miljøbevist, og derfor arbejder de aktivt med at vejlede i god spredning.

- Hvis jeg skal komme med nogle råd, så vil jeg sige, at det vigtigste er at man tjekker sine maskiner ordentligt igennem og bruger den smule tid det tager at lave en spredetest. Vi ser desværre for mange graverende fejl grundet travlhed i sæsonen, hvilket kan ende med at koste rigtig dyrt. Man kan eventuelt bruge en online kalkulator, der kan udregne ens variationskoefficient i marken ? hvis man altså bruger spredesæt. Det er et godt redskab til dem der gerne vil optimere deres spredning så meget som muligt, fortæller Kristoffer Thomsen og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er selvfølgelig samtidig vigtigt, at man håndterer sin gødning efter forskrifterne og opbevarer den et sted som er egnet til det. Dernæst skal man gødske, når vejret tillader det, da f.eks. for meget vind kan have stor indflydelse på selve spredningen i marken, slutter Kristoffer Thomsen.