Lyt til artiklen:

Debat: Concito tager fejl om det videnskabelige belæg

00:00
Hastighed: ???x
02:25

I en kommentar i Maskinbladet 20/4 skriver programleder Michael Minter fra den grønne tænketank Concito bl.a.: "Der findes ikke videnskabelig dækning for, at dansk oksekød som sådan er mindre klimabelastende end oksekød fra andre lande."

Det er simpelt hen ikke sandt, for det gør der. Denne dækning kan Minter se refereret i artiklen "Country-specific dietary shifts to mitigate climate and water crises" fra 2020, hvor 12 forskere fra USA, Holland, Italien og Singapore placerer oksekød fra Danmark som det, der har det laveste klimaaftryk af oksekød fra alle 140 lande, der indgår i studiet - opgjort som "bovine meat GHG footprint (kg CO2o / kg)". Denne artikel kan man læse på hjemmesiden www.sciencedirect.com.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jeg anerkender, at forskere kan være uenige, men hvis Michael Minter og Concito vil anfægte disse forskeres resultater, må han komme med noget, der viser noget andet. Han kan ikke nøjes med en påstand om, at der ikke er videnskabelig dækning, når der rent faktisk er det.

Hvad der til gengæld ikke er videnskabelig dækning for, er Concitos klimadatabase. I hvert fald ikke i en sådan grad, at den kan bruges til noget. Det skriver Concito selv i sin egen rapport, hvis pointer Concito ikke engang selv vil tage ansvar for: " Concito [...] påtager sig intet ansvar for de præsenterede data og den efterfølgende anvendelse heraf."

Mere specifikt pointerer Concito om sin klimadatabase:

Klimamærkning, markedsføring eller beskatning af specifikke fødevarer: De gennemsnitlige klimaaftryk i klimadatabasen afspejler ikke den store variation, der kan være inden for hver varetype, og resultaterne vil derfor ikke være et retvisende eller tilstrækkeligt grundlag for mærkning, anprisning eller beskatning af specifikke varer.

Bæredygtighedsvurdering: Klimadatabasens beregninger tager ikke højde for andre miljømæssige, sociale eller økonomiske bæredygtighedsparametre. Kostvejledning: Kostvalg alene med fokus på minimering af fødevarernes klimaaftryk vil ikke sikre en sund og næringsrig kost.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Man må spørge, hvorfor Concito så bringer disse "beregninger" til torvs, ikke mindst når tænketanken samtidig angriber det, der faktisk er belæg for, og som kan anvendes til meget af det, som klimadatabasen ifølge Concito selv ikke kan bruges til.