Lyt til artiklen:

Leder: Gebyrer på himmelflugt

00:00
Hastighed: ???x
02:37

Fødevarestyrelsens indtægter fra gebyrfinansieret virksomhed steg fra 536,1 millioner kroner i 2017 til 593,6 millioner kroner i 2019. Det er en stigning på knapt 60 millioner kroner. Og Fødevarestyrelsen anslår, at nye gebyrstigninger bidrager med yderligere 60 millioner kroner i 2020.

Og det er ikke slut med gebyrstigninger. Alt tyder på, at himmelflugten fortsætter i 2021.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Seneste har Fødevarestyrelsen for eksempel bebudet flere gebyrbelagte kontroller i forbindelse med bekæmpelsen af Salmonella Dublin. Det vil helt sikkert give en masse ekstraregninger til en masse kvægbrugere, men ekstraregninger til gebyrer bekæmper ikke salmonella. Det gør kun viden og konkrete handlinger.

Den stærkt øgede gebyrbelastning af landbruget og dets fødevarevirksomheder vokser langt ud over den almindelige økonomiske udvikling. Det er en udvikling, vi må bekæmpe.

Vi kan alle blive udsat for forskellige former for kontrol fra myndighederne, fordi det politisk er vedtaget, at det er vigtigt at sikre, at vi alle overholder samfundets spilleregler.

Vi kan for eksempel blive vinket ind til siden af en færdselsbetjent, som vil tjekke, om alt er i orden. Hvis der ikke er noget at komme efter, slipper vi naturligvis for yderligere tiltale - og det er gratis at køre videre. Men konstaterer betjenten et lovbrud, vanker der en bøde.

Der ville nok blive oprørsstemning, hvis færdselsbetjenten - bøde eller ej - også på stedet også udskrev et kontrolgebyr for myndighedens ulejlighed med at kontrollere vores køretøj og kørekort med videre.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sådan et gebyr vil selvfølgelig blive betragtet som helt vilkårligt, fordi det kun rammer de bilister, der tilfældigvis stoppes og kontrolleres. Derfor er omkostningen til den slags kontroller et samfundsanliggende og ikke noget, den enkelte skal bære. Det er ganske fornuftigt.

Et gebyr er noget, man betaler for en ydelse, man selv har rekvireret. Så når Fødevarestyrelsen og andre myndigheder udskriver gebyrer for at foretage kontroller, som de selv vælger at udføre - efter politisk ønske - er der reelt tale om misbrug af ordet gebyr. Dummebøde efter værste rockerforbillede vil næsten være mere retvisende.

Betaling for påtvunget kontrol er en uskik, som ikke bør lægges på de mennesker eller virksomheder, som stikprøvevis er udvalgt til kontrol, fordi samfundet mener, at det tjener et samfundsnyttigt formål.

Men i fødevareerhvervet er der gebyr på at blive udvalgt til kontrol. Og der vanker bøder oveni, hvis ikke alt er i orden.